Kapitel I

Home/Kapitel I
Kapitel I 2017-06-08T22:05:53+00:00

Fra oprindelsen frem til kejserdømmet.

Cori mellem myte og legende. Den Latinske Liga og krigene imod Rom. Den tragiske epoke. De tolv tavlers Love. Den galliske invasion. Slutningen på den Latinske Liga. Coransk mønt. De puniske krige. Marius og Sulla.

CORI MELLEM MYTE OG LEGENDE.

De antikke forfattere fortæller til overflod om detaljer i Cori’s mytiske oprindelse. Iflg. legenden skulle byen være grundlagt af Dardano omkr. 1400 f.C. og restaureret af Corace, som efter sit eget navn kaldte den CORA [1] “Denne legende, som i antikken så smukt løste problemerne omkring Coris oprindelse, kan i dag kun opfattes som en ædel historisk påstand” [2] , eftersom de arkæologiske udgravninger mere og mere sandsynliggør, at der var tale om sædvaner og skikke hos et helt primitivt folk. I Cori er der indtil i dag ikke fundet noget, som tillader os at bestemme, selv ikke tilnærmelsesvis, tidspunktet for byens grundlæggelse. Der tales om underjordiske beboelser og neolitiske genstande fundet på Cori’s territorium, men mere præcise oplysninger om disse fund har ikke kunnet opdrives. Også de kyklopiske mure, som legenden tilskriver Dardanus (14. årh.f.C.) anser man i dag for betydeligt yngre [note*, efter note 2]. Men selv med en betydelig fremdatering tillader disse mure os at bekræfte, at Cori allerede var en magtfuld by, dengang Rom endnu var ved begyndelsen af sin storhedstid. De første indbyggere – og altså byens grundlæggere – kan nok angives til at være de forskellige folkestammer, som i 10. og 9. årh. f.C. invaderede det nuværende Lazio, blandede sig med den oprindelige befolkning og grundlagde det latinske folk.

Den Latinske Liga og krigene mod Rom.

Ligaen var et forbund af 30 byer i det antikke Lazio [Latium]. I begyndelsen havde dette forbund udelukkende religiøse formål. [3] Repræsentanterne for byerne mødtes en gang om året på Monte Cavo for at sende en offergave til den Laziale Giove [Jupiter], slægtens [det latinske folks?] skytshelgen. I spidsen for Ligaen stod i de tidligste tider Albalonga [en nu forsvundet by, beliggende vist nok ca. hvor Grottaferrata ligger nu], derefter Tuscolo, og endelig Preneste [=Palestrina]. Da Rom begyndte sin ekspansion og førte krige mod de latinske byer i oplandet, forenede disse sig med henblik på et fælles forsvar. Fjendtlighederne startede under Tullio Ostilio (641-627 f.C.) med krigen mod Albalonga, hvori deltog også Roms forbundsfæller. [4]

Romerne vandt og ødelagde den rivaliserende by og forflyttede indbyggerne til Monte Celio i Rom (665 f.C.). Opmuntret af denne sejr ville romerne underkaste sig også de allierede byer, men disse svarede med krig. De (latinerne) valgte – på et møde i skoven ved Ferento – Anco Publicio fra Cori og Spurio Vicilio fra Lavinio til de­res førere. [5] Kampene varede i fem år og blev afsluttet med en alliance-traktat (633 f.C.) Samtidig begyndte etruskerne nordfra, med grundlæggelsen af byen Veio, at trænge sig frem umiddelbart foran Roms porte i slutningen af 7.årh. samt derefter at invadere dele af Latium helt ned til la Campania [regionen omkring nuværende Napoli]. De romerske historikere har altid benægtet fremmed indflydelse i Rom, men det er en kendsgerning, at de sidste tre konger i Rom: Tarquinio Prisco, Servio Tullio og Tarquinio il Superbo alle helt sikkert var etruskere. Med fordrivelsen af Tarquinierne omkr. 510 oprettes den Romerske Republik, som kom til at vare 483 år. Imidlertid havde de etruskiske kongers tilhængere fundet asyl og venner i de omkringliggende byer og forberedte herfra en tilbage­venden og nedkæmpelse af det nye regime i Rom. Men romerne fik nys om disse planer og brød alle pagter og bemægtigede sig byen Fidene. [6] Stillet overfor dette brud på aftalerne, erklærer de latinske byer Rom krig. Det afgørende slag ved Regillo-søen [7] giver romerne sejren og dermed over-herredømmet over Latium-forbundets byer. Dette var den nye republiks første krigs-konfrontation, og herfra startede nu erobringen af hele nabo-området, samtidig med at styret havde konsolideret sig i forhold til den etruskiske Tarquinio-kongemagt (497 f.C.). En traktat med navnet Foedus Cassianum [8] fastlagde definitivt en fred imellem Rom og de latinske by­er; heri fastlægges parternes pligt til gensidigt at hjælpe hinanden i defensive krige, en ligelig fordeling af de okkuperede territorier samt en skiftevis kommando over de fælles hære (493 f.C.).

Tragisk epos (heltedigt).

Til trods for Cassiano-traktaten, hvori man proklamerede “at der skulle være fred imellem romere og latinere sålænge himlen og jorden bestod” finder vi Cori og Pomezia [9] forenet med Volskerne i krig mod Rom. Romerne besejrer denne alliance og tvinger den til at stille 300 gidsler fra de bedste familier. [10] De to byer resignerer dog ikke på grund af nederlaget til den overmægtige fjende, men forener sig med Auruncierne [bjergstammerne længere mod syd, omkring Priverno-Terracina] og marcherer mod Rom. [11] Det var en håbløs kamp, som endte med den store katastrofe. Konsulen Servilio lod, efter at have besejret Pomezia, indbyggerne dræbe med sværd, og i Rom lod Konsul Appio Claudio de 300 gidsler dræbe i Foro. [12]

De 12 tavlers love.

I de første tre århundreder af republikkens historie blev Roms love administreret ifølge normer og traditioner, der udelukkende var mundtligt overleveret. Dette indebar personlige fortolkninger og uretfærdigheder fra patriciernes side, idet det udelukkende var dem som bestemte. Plebejer-tribunernes første store sejr var, at disse love blev formuleret som skrevne love, ensgældende for patriciere og plebejere. Det romerske senat sendte ambassadører til Grækenland og til de latinske byer for at studere deres love og redigere en samlet ver­sion. Det siges [13] , at de romerske udsendinge til Cori blev modtaget uden begejstring; man havde ikke glemt de 300 gidsler, hvis blod endnu var varmt i Foro, – hadet efter blodbadet var der stadig. Ifølge legenden skulle coranerne have sagt: giv os først jeres venskab, så skal vi nok give jer vore love.

Den galliske invasion.

Blandt de ulyksalige dage, som romerne måtte indskrive i deres historie var “Dies Aliensis”, hvor den romerske hær led nederlag til gallerne ved floden Allia. [14] Barbarerne rykkede ind i Rom, afbrændte og plyndrede byen, trods hårdnakket modstand fra nogle få tapre mænd på Capitol [som efter 7 måneders belejring overgav sig og betalte gallerne 1000 pund guld for at forlade byen; jvf. Erik Christiansen s. 63]. Rom gennemlevede frygtelige dage og måtte se sine indbyggere flygte til Veio og andre centre i Latium, der var bedre udrustet og mere sikre. Mange latinske byer undlod ikke blot at hjælpe Rom, men støttede muligvis ligefrem i hemmelighed gallerne i hå­bet om at befri sig fra den magtfulde romerske fjende. Men da barbarerne begyndte at husere på deres områder og bragte deres eksistens i fare, forenede de sig påny med romerne imod disse frygtelige invasorer. Det lykkedes ret hurtigt Rom at konsolidere sig og endnu engang at få genoprettet sin autoritet. Den Latinske Liga blev genoplivet, men nu uden de lige rettigheder med Rom, som Cassiano-traktaten havde fastlagt. Diktatoren blev erstattet af to “pretori”, som inden for den føderale hær var underkastet romerske kommandanter. [15]

Afslutningen på den Latinske Liga.

Byerne inden for ligaen, som var stærke i deres forening og uafhængighed, tålte dårligt det romerske over­her­re­dømme. I 339 f.C. bad de Rom om, at den ene af de to konsuler og halvdelen af senatorerne skulle være Latium-folk, således at man kunne danne en selvstændig republik. Afvisningen af denne anmodning blev årsag til en sidste ulykkelig krig, hvor romerne besejrer ligaen og opløser denne (338 f.C.). Og ikke nok med det: de fratog latinerne retten til at mødes, retten til ægteskab og samhandel med romerne, og de besatte dele af deres territorium. Kun nogle af byerne fik en særbehandling, enten på grund af deres betydning eller muligvis på grund af større troskab imod Rom; de fik status af kornføderale byer med en større uafhængighed. Blandt disse var Cori, Preneste [Palestrina] og Tivoli. Latinerne fortsatte dog med at holde fester på Monte Cavo, men disse havde herefter kun religiøs karakter som i ligaens allerførste tider.

logo_rioni

Coransk mønt.

Cori havde i det 3.årh. f.C. sin egen mønt, slået i sølv og bronze. I dag kender vi kun et eneste eksemplar i sølv, som opbevares på Louvre i medalje-kammeret. Det er muligvis den, som beskrives af Giacomo Milligen i London i 1831 [ HN: nærmere kildeangivelse savnes, Milligen er ikke nævnt i bibliografien]: “på forsiden ses den laurbærkransede Apollon med ansigtet vendt mod venstre; på bagsiden en hest i fuld galop mod venstre bæren­de en rytter, fra hvis skuldre en meget let kappe blæser i vinden, og hvis hoved er dækket af en hue, der ligner den, Mercur normalt bærer. Under hestens bug står at læse CORANO”. [En sølvkopi af denne mønt fra Louvre findes på Cori’s nye bymuseum, åbnet i november 2000. HN]

Moroni [16] taler om andre fire bronze-mønter, der – selvom de ikke bærer inskriptionen Corano – alligevel skulle være udgået fra det Coresiske møntværksted. Mommsen [17] bekræfter, at af alle de latinske kolonier, var Cori den første til at slå mønt i stort format, mens de øvrige byer havde mere simple mønter.

De puniske krige (264-146)

Med de samnitiske og tarantinske krige har Rom udvidet sin magt over det italienske territorium enormt [disse krige starter samtidig med Latiner-krigenes afslutning: 1.samnitter-krig 343-41, 2. 326-304, 3. 298-290. Den Tarantinske krig (Pyrrhos-krigen) udkæmpes 282-272, og sidste syditalienske by Rhegium (Reggio Calabria) erobres 270; dermed er det romerske herredømme over Syditalien komplet. HN]. Mange folkeslag havde tilsluttet sig [frivilligt eller ufrivilligt] den romerske overmagt, der havde overvundet selv den meget stærke Pyrrhos. De konføderale stater/byer havde forskellig status i forhold til Rom alt efter hvilke alliance-aftaler der var ind­gået. Fælles for alle var dog pligten til at stille militærstyrker til rådighed i et antal som Rom bestemte fra tilfælde til tilfælde. Soldaterne blev aflønnet af de lokale stater/byer og kommanderet af egne hærførere, der dog igen var underkastet de romerske generaler. [18] Cori måtte som allieret by deltage i den forbitrede kamp, som i 120 år udkæmpedes mellem Rom og Karthago. Under den anden af disse lange og frygtelige [“puniske”] krige (219-202), sendte pro-konsulen Q. Fulvio, sikker på Cori’s troskab, soldater og proviant til Cori [19] , og en meget rig romer skjulte dér sine umådelige skatte. Karthago-generalen [Hannibal] fik kendskab hertil og besatte byen og forlangte, at man afslørede for ham, hvor disse rigdomme var skjult. Da det ikke lykkedes ham at få det at vide, lod han et stort antal Cori-indbyggere dræbe. Laurienti, der beretter om disse begivenheder [20] , fortæller om en ung mand, som ville hævne sin fars død ved at dræbe Hannibal. Han anbragte sig et højtliggende sted og ventede på at Hannibal kom forbi ad en underliggende gade; han kastede en sten imod ham. Stenen nåede ikke sit mål, men sårede kun en soldat i følget. Hannibal blev rasende og foranstaltede et blodbad i byen.

Kampen ved Zama [lidt syd for Karthago] gjorde med romernes definitive sejr ende på krigen, men Rom befandt sig i trøstesløse konditioner. Staten havde mistet en million mand, 400 byer og landsbyer var ødelagt, overalt herskede stor håbløshed. Og dog var endnu en kamp nødvendig, for Karthago var nok besejret, men ikke ødelagt. [21] Mange kolonier, inklusive Cori, afviste at yde Rom yderligere militærstøtte. Men nu kunne ingen længere modsætte sig Roms ønsker, og oprørere blev straffet med betydelige bøder. Med Karthago’s ødelæggelse (år 146 f.C.) blev det romerske senat dommer over folkenes skæbner, og der kom en periode med relativ fred.

Marius og Sulla.

Efter at det romerske senat har hyldet Marius som Roms tredie grundlægger, får denne i forbindelse med krigen mod Mitridate, en ny modstander: Sulla, som er den øverste for det aristokratiske parti og hans ærke­fjende. [22] . Rivaliseringen mellem de to generaler førte til borgerkrig. Den sørgelige kamp medførte alvorlige skader for republikken. Rom blev besat og brændt af sine egne legioner, anført af Marius [en mildest talt mærkværdig påstand; det er Sulla’s folk der angriber Rom og anretter store skader! – se note 22, HN]. Sulla overvinder rivalen og efter at være udnævnt til diktator hævner han sig grusomt på sine fjender. På sin gravsten ønskede han en indskrift, han selv havde forfattet, – hans livs program: “Ingen var bedre imod sine venner og værre imod sine fjender”. I denne borgerkrig tog Cori parti for Sulla. Vi kan udlede dette af de store bygningsværker, der blev opført eller genopbygget under hans diktatur. Fra Sulla-perioden stammer Herkules-templet, Castor-Pollux templet, nogle af bastionerne i den kyklopiske mur samt en række andre ikke nærmere identificerede værker. Cori var aldrig mere blomstrende og smuk end på Sulla’s tid. Med LEX IULIA-loven og den følgende Sulla’ske reform fik kolonierne romersk borgerret og blev omdannet til selvstændige kommuner. De bevarede en høj grad af administrativ og juridisk autonomi, men var dog i alle vigtige spørgsmål underlagt romersk kontrol. Deres øverste myndighed var DUUMVIRI-institutionen og l’ORDO DECURIONUM (byrå­det). I Cori bliver Duumviri’erne hædret/mindet i Herkules-templet og Decurionerne i Dioskur-templet, de respektive bygherrer for disse hellige bygninger. Kejser Augustus’ ordning sætter Latiums byer under over­herre­dømme af en PRAEFECTUS URBI [en by-præfekt], de styres dog stadig af egne magistrater og efter egne statutter. Med Konstantins reform [ o.320 e.Kr.] fjernes bystyrernes autonomi helt og styringen overgår fuldstændig til territoriale præsidier.

Cori_Panorama

FOTO I  CORI PANORAMA

[1] Kilde: Virginio Laurienti, der støtter sig helt til de antikke historikere. [Han er formentlig den samme som i bibliografien – under uudgivne værker – kaldes Laurienti Sante, der i 1637-38 skriver en Cori-historie på latin, den ældste eksisterende, men aldrig udgivne. Findes iflg. bibliografien på Biblioteca Casanatese, hvor det så end er? – Hvornår Cora bliver til Cori oplyses der intet om. I oversættelsen bruger vi adjektivet ‘coransk’ om den ældre historie, ‘coresisk’ om den nyere. HN] Andre forfattere har afvigende opfattelser: Giacomo Devoto (Storia Etrusca, bind IV p. 227) mener således at nav­net Cora er etruskisk, mens A. Accrocca (Cori. Storia e monumenti, Roma 1933, p. 6) mener at navnet stammer fra det græske ord Corax, ravnen, – en fugl der havde stor symbolværdi, fordi det især var fra den man tog varsler.
[2] Accrocca, op.cit. p. 5 [citat+efterfølgende sætning er ikke ganske klar i sin logik HN] note*, HN: En senere arkæologisk afhandling argumenterer imidlertid grundigt for en langt ældre, minoisk oprindelse, jvf.: Pincherle, Mario: La civiltà minoica in Italia. Le città saturnie. Pacini Editore 1990 (Pisa)
[3] Kilder: Plinius II (Naturalis historiae, lib. III, p.69 og Cato Censorius (in: Prisciani Caesariensis: Opera, vol. 1 De Grammatica, lib. IV. Leipzig 1819, p.153-54), hvor der nævnes flg. byer som medlemmer: Tusculanus, Aricinus (Aricia), Lanuvinus (Lanuvio), Laurens (?), Coranus (Cori), Tiburtis (Tivoli), Pomentinum (Pomezia), Ardeatis (Ardea) og Rutulus (?).
[4] Livius, Ab Urbe condita, lib. 1, c.22-23
[5] Dionysius Halicarnassensis, [græsk historiker, ca. samtidig med Livius]: Antiquitatum Romanarum, lib. III, p. 34.
[6] Fidene lå på højene 10-12 km ud ad Via Salaria. Virgil nævner den i Æneiden, VI bog vers 771-75 sammen med Cori, som en af byerne i det kongerige, som Æneas’s efterkommere dannede..
[7] Lokalitet ved Tuscolano, kaldet Borghese [oplysningen tvivlsom; ingen ved vistnok med sikkerhed, hvad det er for en sø; se nærmere Erik Christiansen: Romersk Historie, Aarhus 1989, s.54, som mere kritisk forholder sig til begivenheden. HN]
[8] Nogle kritikere har betvivlet eksistensen af denne traktat; andre sat spørgsmålstegn ved dens datering. [Erik Christiansen nævner Cicero som troværdig kilde til traktatens eksistens; den skulle på Cicero’s tid være indskrevet på en bronzesøjle på Forum. Også årstallet for slaget ved Regillo-søen er der usikkerhed om; Erik Chr. anfører 499, og nævner desuden, at det iflg. sagnet var i dette slag at Zeus’ tvillingesønner, halvguderne Castor og Pollux, hjalp romerne til sejren. HN].
[9] En af de betydeligste byer i Pontina-sletten. Nogle mener, at det er den der har givet navn til hele området (Pometino, se­­ne­­­re Pontino). Andre mener imidlertid, at ordet er afledt af Ponzia eller Pontus (hav). Jvf. Cencelli: Le paludi Pontine, Bergamo 1934, p. 30. Den [ældste] bebyggelse har været indenfor trekantsområdet Velletri-Anzio-Cori. Jvf A. Bianchi­ni: Storia e paleografia della Regione Pontina, Roma 1939, p. 43.
[10] Kilde: Livius op.cit.,lib.II
[11] Kilde: Cencelli, op.cit. p. 38
[12] Kilde: Dionysii Halicarnassensis: Antiquitatum Romanorum quae supersunt, p. 338 [noten citerer den latinske tekst].
[13] Kilde: Volpi 1732 (se lit.liste), s. 72-75 [noten bringer fyldigt citat].
[14] Lille biflod til Tiberen 13 km ud ad Via Salaria [tidspunktet nævnes ikke: 18.juli 387 f.C.]).
[15] Dette fremgår af en meget gammel inskription bevaret i klostret ved S.Oliva-kirken i Cori.
[16] Moroni, p.168
[17] Mommsen, p.259-60 [NB litteratur-listen refererer til – og noten citerer fra – den franske oversættelse. HN].
[18] Jvf. fx. 1.Makkabæer-bog [en af de apokryfe gammeltestamentlige bøger], hvori der omtales en sådan alliance-pagt mellem romere og hebræere fra midten af 2. årh.f.C.
[19] Livius, op.cit. – Noten bringer det relevante citat (på latin) fra lib. XXVI, 8.
[20] Sante Laurienti [se lit.liste under uudgivne værker]
[21] Stefano Grande, Tempi e paesi, vol I, Torino 1964, p.41
[22] Fremstillingen trænger til en uddybning [HN]: Marius (Gajus) vælges til konsul i 107 f.C. Han fører sig succesfuldt frem som hærfører dels i Nordafrika (105), senere i krigen mod Kimbrerne (104-101), som han vinder efter at flere romerske hærførere og hære var blevet udslettede (heraf hans tilnavn som ‘Roms tredie grundlægger’). I forbindelse med Mitridates-krigens begyndelse (år 88) overdrager senatet i Rom hærledelsen til Cornelius Sulla, men folketribunen Rufus får overtalt folkeforsamlingen til at underkende dette valg og i stedet vælge Gajus Marius. Sulla vender sine tropper mod Rom og gennemtvinger valget af sig selv med magt; han indfører en række nye love, som lægger næsten al magt over i senatet og begrænser folkeforsamlingens og folketribunernes magt væsentligt. Herefter drager Sulla i 87 imod Mitridates, og Marius, som var flygtet, vender tilbage til Rom. Folkeforsamlingens magt genoprettes ved demokratisk afstemning. Marius dør i år 86, men hans politiske linie fortsætter indtil Sulla i 83 vender tilbage fra Mitridates-krigen og gør blodigt op med sine fjender (folkepartiet), lader sig udnævne til diktator og fjerner enhver indflydelse fra folkeforsamlingen.  
FORSIDE