Trastevere

/Trastevere
Trastevere2018-02-21T00:44:02+00:00

En herlig tur i Trastevere

 Lad det være sagt med det samme
Når vi gik gennem trastevere for år tilbage, var der stille og fredeligt. Restauranterne var lukkede hele eftermiddagen, vinen for dyr, og halvdårlig service – men hyggeligt…

Nu skal man kløve sig frem gennem turisthorderne, og jeg holder de sidste mange års skribenter, heriblandt Per Pallesen, samt andres skriblerier ansvarlige for at det, men folkeligt, det er det, og fornøjeligt er det også, måske i mindre grad for de lokale.

I nedenstående artikel fornemmes at den er skrevet for en del år siden, og det beskrevne ikke længere findes…
Der er nu stadig hyggeligt, Hæsblæsende hyggeligt.

Her er artiklen:
Når mange danske Romfarere bliver spurgt om hvilket sted i Den evige Stad, de synes bedst om, er svaret »Trastevere.« Det er den gamle bydel på højre side af Tiberen og Gianicolo-højen navnkundig for sit særprægede folkeliv. Menneskeligt er Trastevere vel også den mest interessante del af Rom. Det er i hvert fald «det mest romerske kvarter« i byen. Dets indbyggere er de eneste nulevende romere, der stammer direkte fra Roms indbyggere i Oldtiden.

» I trasteverini «, som Tastveres befolkning kaldes, adskiller sig af udseende fra de øvrige romere. De solide kvinder har de samme klassiske træk, som man ser på mønter eller statuer af kvinder fra det gamle Rom, og mændene er mindre og mere tætte og robuste, end mænd almindeligvis er i Rom.

Historisk pulterkammer
At vandre igennem Trastevere er som at gå på opdagelse i et vældigt pulterkammer fyldt med ting og sager fra alle perioder i en families fortid. Santa Ruffina e Secondas klokketårn fra 11OO-tallet hviler på funda­mentet til et gammelt romersk tårn. Middelalderhusene langs Via delle Lungaretta maser sig sammen om elegante renæssancepalæer. Men Trastevere er først og fremmest kvarterets beboere. De er mere venlige og imødekommende over for udenlandske tu­rister, end romere i andre kvarterer plejer at være. Endnu i 60’erne kunne man møde folk i Trastevere, der var stolte af aldrig nogen sinde at have været på den anden side af Tibereren. Trasteverianerne har deres specielle sæder og skikke, og er tolerante over for, at fremmede har deres. Trastevere     har gennem tiden været bosted for mange udenlandske kunstnere deriblandt Thorvaldsen, som i Trastevere udtales «Tårrrvalsen.«

Naboskab og kolorit
De mange kunstnere i kvarteret er grunden til, at der findes flere kunstgallerier. Billige huslejer bevirkede, at mange udlændinge i Rom bosatte sig der i efterkrigsårene. Hver lille gade i kvarteret er en verden for sig, hvor man lever med i hinandens sorger og glæder. Rundt om i værkstederne sidder mænd og arbejder     med deres håndværk, der er gået i arv fra far til søn gennem mange generationer. I de maleriske gader, hvor der ofte hænger vasketøj, høres kvinders pludren og børns latter. Om aftenen sidder mænd i de små vinstuer og drikker vin og spiller kort. I små cafeer danser unge til de sidste nye døgnmelodier. Danskere forbløffes, når de hører en stemme råbe: «Køb, køb, det er fup det hele.« De lokale souvenirshandlere har lært     denne sætning udenad af den nu afdøde danske rejsefører Zoega i den tro, det var god reklame. Tandløse gamle kvinder sidder ubevægelige ved deres åbne skodder og stirrer på de forbipasserende. En ny kærlighedshistorie eller et familieskænderi er af almen interesse.Alle kender hinanden
Typisk for Trastevere er, når man spørger om, hvor en gade ligger, mødes man med et mods­var: »Chi sta cercando?« (Hvem søger De.) Det er som om alle kender alle i denne bydel. Alting er lige som det blafrende vasketøj åbent og tilgængeligt. For de, der har oplevet en kærlighedshistorie i Rom, er ture gennem Trasteveres smalle     og hyggelige gader søde minder. Det mest fornøjelige tidspunkt af året at besøge Trastevere i er under kvarterets fest i midten af juli. Den kaldes for “Festa de Noantri” (Festen for folk som os). Så opslåes der boder i gaderne med salg af pattegrise og andre lækre specialiteter. Gamle maleriske hestevogne kører rundt i gaderne, og der synges og danses til tidlig morgen.

Trasteveres hjerte
Trasteveres hjerte er Piazza Santa Maria med den pragtfulde kirke Santa Maria in Trastevere, der efter sigende blev grundlagt omkring år 222 på det sted, hvor legenden fortæller, at en kilde med olie sprang frem den dag, Jesus blev født. Endnu smukkere er St. Ceciha-kirken bygget over kirkemusikkens skytshelgeninde Cecilias grav. På Via della Scala ligger de brunkuttede, barfodede karmeliterbrødres apotek fra 1600-tallet. Munkene fastslog deres ry som medicinske eksperter, da de under den hærgende pest i Rom i 1764 lavede en medicin af alkohol; balsam, mynte, rosmarin, baldrian, lavendel, merian og oran­geblomster. Den sælges den dag i dag som middel mod fordøjelsesvanskeligheder.

God mad og frække tjenere
Dem kan man let få i Trastevere. For der er nok af fristelser i form af spisesteder – fra dronning Ingrids yndlingsrestaurant i Rom, Galeassi, på pladsen til Santa Maria in Trastevere til ydmyge små spisesteder i sidegaderne. En meget mondæn – og velbesøgt – restaurant er La Parolaccia, som betyder Fornærmelsen. Dens tjenere har specialiseret i at fornærme gæsterne. Her kan en regning let løbe op på 600-700 kr. pr næse, og i tilgift bliver man beskyldt for at være hanrej eller bondefanger. Den slags er imidlertid for turister. Vil De opleve det folkelige Trastevere, skal De vælge et af de små, ydmyge spisesteder. Husk at hver søndag morgen holdes et loppemarked på Porta Portese, den yderste ende af Trastevere. Her købes alt fra våben fra samtlige krige, Italien har været indblandet i siden Napoleonskrigene, til nye videofilm.

En anbefalelsesværdig restaurant i Trastevere
Ristorante Alle Fratte di Trastevere, Via delle  Fratte di Trastevere 49
Telefon: 0615835775 – Lukket: Aldrig -Prisniveau: Billigt/mellem
Vi stikker hovedet indenfor på Alle Fritte di Trastevere, der har den godhed at holde Åbent om søndagen. Her er et sted, hvor søndagsfrokosten (en af romernes højdepunkter) kan opleves og nydes i fulde drag.
Bl a. fordi Tastevere’s befolkning ikke er de rigeste i Rom, er priserne i bund ‑ uden det går ud over kvaliteten, og en af specialiteterne er Bruschetta. En lille forret til ingen penge, der findes i mange varianter.
Menuen kunne bestå af Bruschetta bianco (alene med olivenolie og basilikum), Salmone e rughetta, Con crema di olive og Scamorai al Prosciutto (grillet scamorza‑ost med den herligste prosciutto). Og er man til Tiramisu, findes den ikke bedre noget andet sted.
Alle Fratte di Trastevere er hyggeligt indrettet med flotte store malerier ‑ bl.a. et, der forestiller den spanske trappe, og små borde, om hvilke der alene tales italiensk.
Man sidder tæt, der er børn, forældre, gamle og forelskede kærester i en stor blanding Alle nyder de frokosten, mens der højlydt diskuteres emner fra hverdagen. Der klappes på skulderen, kysses og hilses på nyankomne stamgæster Vi er virkelig kommet til Italien med stort I.
Forfatteren af denne beskrivelse, Helge Kamp har udgivet bogen ”På eventyr i de Romerske Rioni” og siger, at dette er hans favorit spiststed ‑ ikke kun i Trastevere, men i hele Rom…

Jeg har her vores hemmelighed: Roms bedste bar!
Det er kun til DIG, jeg fortæller det. Sig det ikke til andre, højst til din elskede.
Der er altid fuld hus!

Vi gik en hed sommerdag i timer rundt i Trastevere, for at finde en bar, der ikke solgte en billig Chianti til uforskammede høje priser. Jeg gad efterhånden ikke gå ind og få at vide, at prisen for en flaske var 14-20 euro.

SÅ – nede ad gaden, henne om hjørnet lå Bar San Calisto. Det var simpelthen for nemt, for det er lige henne og nede, få skridt fra kirken Santa Maria in Trastevere. Jeg gad end ikke gå ind og spørge, så min kone Anne Marie gik ind og spurgte på en flaske hvidvin. Hun kom ud og sagde 7 euro. Vrøvl sagde jeg, du har hørt forkert, og jeg trak af med hende. Dumrian!
Så blev hun insisterende, så jeg skulle nok gå ind og udstille hendes dumhed. Jeg kom ud med klamme røde ører. Det var prisen, ikke bare for en billig Chianti, men for en ægte Est Est Est fra Montefiascone. Den er Go’
Der var fuld hus, men bestilling af en flaske og to glas ryddede hurtigt et bord med lokale, som sad med en tom kop kaffe.

Trasteveres gader er nogle af Roms mest turist-overfyldte, især om aftenen, hvor det maleriske distrikts barer og spisesteder fylkes med udenlandsk ungdom. Men Bar San Calisto er en undtagelse. I syv årtier har det modstået alt pres for smartness for sig selv og for besøgende, og har beholdt en aglamorøs tilbageholdenhed med nogle herlige lokale kunstneriske og intellektuelle typer samt forskellige punks, hippier og andre alternative af alle beskrivelser. Peroni øl i flasken, sans glass, er det habitués’ valg af drik ved de skrammede borde på det brostensbelagte torv. Men kaffen er god og isen lækker, især når den serveres affogato – flydende i et glas kaffe eller alkohol. Om vinteren er varm chokolade toppet med flødeskum legendarisk. Forvent ikke charmerende service eller endda kommunikation i andet end den mest uigennemtrængelige romersk dialekt. Men den er en forfriskende ændring fra den sædvanlige flersprogede glatte samtale.

Sig det nu ikke til nogen: Piazza San Calisto 3-5, +39 06 589 5670. Åben mandag-lørdag fra 06:00 til 02:00

Jeg har gemt det bedste til sidst.

Trattoria Augusto i Trastevere den 12. auust 2017

Vi har gået der forbi Trattoria da Augusto utallige gange. Bare hastet forbi. Vi havde længe været irriteret på stedet, for, for år tilbage prøvede vi flere gange at komme der, men altid var alt optaget. God mad og gode priser. Måske var det for godt, for så lukkede restauranten. og forblev sådan i nogle år! De hed vist noget andet…

Men den aften var der lange køer, og det var end ikke ikke sent, omkring kl 20:00. Vi var fire, og to stillede sig i køen, de andre to blev sendt ud at rekognoscere. Kom tilbage, utålmodigt spejdende. Der er faktisk to døre ind, men en emsig tjener gennede køerne til det, som så var fordøren. Min hustru havde kik på sidedøren, og vi masede derned. Netop som vi kom. vr et bordfuld gæster ved at betale, og vi omringede bordet. Et effektivt damemenneske forklarede os højlydt, at vi skulle fjerne os hen til den officielle dør. De betalende gæster blinkede, og overlod os deres bord, hvor vi straks slog rod. Huh kom og sagde en hel masse meget hurtigt, med vanligt gestikulerende arme. Vi forstod absolut intet italiensk, og blev siddende. Hun opgav, og smed 4 menukort, og vi bad om en liter vin i karaffel.
Man taler ofte om, hvad der er typisk dansk, og her udfoldede det sig virkelig. Danskere bruger uforsvarlig lang tid på at bestemme sig, og ænser ikke travlheden og utålmodige tjenerblikke. Endelig, endelig bestemmer man sig , og hæver en arm efter tjeneren. I samme sekund man begynder at at bestille, overvældes man af en frygtelig tvivl. Sidemandens bestilling var nok bedre, og man ændrer. Straks efter bider tvivlens grønøjede djævel i en, og man ombestemmer sig.
Sådan også denne aften. Men bestillingen kom i gang. Nicolaj bestilte en gang Pollo alla Romana. Den effektive tjener af hunkøn erklærede No – “e finito”

Nicolaj fremkom da det næstbedste ønske – NO, E FINITO! En af os andre ville nu redde sin bestilling, og bestilte, men: NO E FINITO.

Hektisk, som en kamp mod tiden sprintede øjnene rundt, og jeg valgte Carne cotto. Det lød trist; kogt kød, men nu, nu var en hurtig beslutning nødvendig. Bestillingen blev accepteret. Alleprøvede sig frem, to bestilte det samme, men: NO – solo uno. Ti var SÅ tætte på den sidste nadver, som SAntonoi stadig havde i gryderne.

Det første vi havde bestilt var denne liter hvidvin, som vi nu i slipstrønmmen af et vores befriende begejstringssus tillod os at rykke for. En øjeblik efter kom en 1 liters karaffel 1/4 fuld på bordet. Den lille kvinde var frygtindgydende, men synet af denne sjat gav mod til at erklære, at det ikke var en liter, hvorpå et hvæsende blik skar gennem den overfyldte restaurants bølgende stemmedyb: il vino e finito!

Så sank modet. En vinløs aften…

Vi ville alle smage på hinandens retter, og alt var SÅ veltillavet

Meget havde man budt os, men jeg fik fremstammet, ja, jamen hva så?

Vi har flaskevine! I min overraskelse ved meldingen om at vinen var sluppet op, var begrebet flaskevine slet ikke faldet mig ind. Således opmuntret spurgte jeg, hvad de havde, og en remse på vingårdes navne kom i én lang sætning, hvoraf jeg kun opsnappede et, for den kender jeg. Supergod vin. og prisen særdeles human, endda noget under, hvad den ellers koster. Opløftet bestilte jeg denne flaske Casale del Giglio. En af Italiens bedste, kun en køretur fra Cori.

Vi havde en fantastisk aften. Maden var helt fantastisk vellavet. Mit kogte kød en drøm af velsmag. Flasken blev til flere. Nabobordet havde fulgt livligt med i ordvekslingerne, og morede sig kongeligt over at alt var udsolgt. Så vi faldt i snak.
I sandheds interesse skal nævnes, at det lige før italienernes store feriestart, med alt lukket 15. august: Ferragosto, som kun få italienere ved er Jomfru Marias Himmelfærd. Det er bare årets ferie!
Der er ikke rigtig noget belæg derfor i biblen, men selvfølgelig er Jomfru Maria, som sønnen også faret til himmels.

Nå, vi er i Rom også denne Ferragosto, men måske vi kommer vi på Trattoria Augusto et par dage før dagen.


Her er Trattoria Augusto, og helt nede i kortets bund kan I finde Bar Calisto

Bar Calisto med Est Est Est vin fra Montefiascone ved Bolsena-søen – ikke langt fra Orte, hvor vi også har feriehus