Vandretur i 1925

Home/Vandretur i 1925
Vandretur i 1925 2017-06-08T22:05:47+00:00

… Jeg faldt over en italiensk rejsefører fra 1920erne. Straks bladende jeg om på siderne om egnen syd for Rom, og her fandt jeg en tur beskrevet, som gik helt tæt om Cori, hvor toget dengang kørte lige neden for bjergkæden. Dengang var resten af lavlandet fugtigt og farligt med malaiamyg. Det var herfra Dante hentede inspirationen til det helvede, hvor han satte dem fra sin samtid, han ikke brød sig om!
Bogen var slet ikke til at stå for. Ved at læse forfatterens beskrivelse, var det, som at få åbnet en flig af en tidligere tid, som på én gang ikke var ældre, end at mine forældre havde kunnet oplevet den rejse i Italien, men dog for så længe siden, at det er som at se ind i et gammelt gulnet billede, der udsender en støvet duft. For den, som kender egnen godt, er det en særdeles interessant læsning, og for den, som endnu har Cori-turen til gode, vil jeg gerne give mulighed for at kende turen fra 1920erne, mens man oplever den i nutiden…

Så derfor følger uddraget af bogen hermed…

Børge Janssen

 SKANDINAVIENS VEN I ITALIEn
6. oplag   Hagerups Forlag, København

Udgivet ca. 1925


Kapitel 39.    Vandring til Velletri, Castel Gandolfo, Marino. 

Med Tog eller Sporvogn fra Rom, Pl. G. 3, eller fra Albano til Velletri. De kan i ét Træk tage til Velletri og saa paa Hjemvejen tage Castel Gandolfo og Marino eller fordele Byerne paa flere Ture fra Rom.  Den gamle Stad Velletri. (Hotel del Gallo. I Domkirken S. C1emente findes en Krypt med antike Søjler. For os Skandinaver har det en særlig Interesse. at 1776 boede her Kardinal Stefano Borgia, som var en udm. Støtte for en Række skand. Kunstnere og Videnskabsmænd. saaledes for Zoega, som registrerede de græske Mønter og ægyptiske Oldsager i hans Samling, der er beskrevet af Pastor Engelbreth, kaldet ‘Danmarks lærdeste Præst’. Som Tak for Kardinalens Støtte af Skand., bevilgede Danmark ham aarlig 800 Rdl.).

I Velletri, som ligger, hvor Bjærgene begynder at højne sig, gaar man hurtigt Byen igennem, den er ikke meget mærkelig, og det eneste, man fæster sig ved, er Kirken med det høje Taarn midt i Hovedgaden.  Er man naaet Byen igennem, har man t. v. en smuk Udsigt over Bjærg og Dal; og saa har man egentlig set, hvad der er at se. Har De ikke Tiden for Dem, kan De godt springe Velletri over; og nøjes med at tage Tog eller Sporvognen fra Rom til Castel Gandolfo, der jo ligger paa Vejen til Velletri. Castel Gandolfo (Hotel Belvedere. Det pavelige Slot er opf. efter Carlo Madernas Planer. Kirken S. Tommaso da Villanova fra 1661 er af Bernini). Castel G. skal absolut ses. Skønt at vandre ved Albanersøen, herligt at følge Alleen »Galleria di Sopra”.  Herlig er ogsaa Villa Barberini med den skønne Stenegs-Allé.  Er en halv Dag brugt til Castel G., kan den anden halve bruges til Marino, der jo ligger paa Hjemvejen til Rom. Marino (Hotel Italia). Beliggenheden er her­lig, Udsigten og Vinen det samme. Inde i Rom kæmper den en haard Kamp med Frascati, der er lettere. En god tør M. smager hen ad Cognak. Foruden Vinen er her kirkerne S. S. Trinita, Maria della Grazia, endv. Pal Colonna.

Kapitel  40 Vandring til Ninfa-Norma, eventuelt Terracina.

 (Tog fra Staz. Termini, P.G. 3). For et Par Aar siden saa’ jeg i en italiensk Jærnbanekupé en Dame med Bluseliv. Jeg var straks klar over, at hun var Skandinav. Bluselivet, den ikke særlig omhyggelige Paaklædning, det ugenerte væsen m. m. overbeviste mig; men var der ikke to særlige grunde, først Anledningen til en Formaningstale, dernæst det Raad, Damen gav mig, skulde jeg ikke have omtalt Mødet. (Skandinaver har en vis Hang til, når de er ude i Verden, at lægge mange Hensyn til Side; de gaar saa at sige med aandeligt Bluseliv, de negligerer deres Udseende, de larmer op, gør sig bemærkede, de søger ikke at føje sig efter Landets Skik. Damer, der ikke mener det mindste ondt med det, opfører sig ligeså frit her som hjemme; men Italienerne synes, det er meqet for frit; og Følgen er, at. Skandinaver let kommer i Miskredit. Måske var det godt at holde lidt paa Nationernes Ære? Ellers er den jo paa forskellige Maader hævdet, f. Eks. ved de gensidige Konge­besøg. Men jo mere jo bedre ! For ude i det store Publikum er der jo ikke saa meget, der har bidt sig fast om Skandinavien. Det, der om de skand. Nationer har bidt sig bedst fast, er dette:

Danmark er kendt ved sine Hunde, “grand danois”, og ved Smørret, ”Sistema danese”; Norge ved Ibsen, som gaar på alle Filmstheatre, og Sverige ved Efterligningen af sv. Tændstikker, der under Navnet. Svedese sælges i enhver “Tobaccaio”), men, som sagt, vi og vore Damer larmer Stærkt op, ogsaa min Dame med Bluselivet, og hun saa’ sig ugenert om, ogsaa paa Herrerne, noget en Italienerinde aldrig -officielt – kunde falde paa (det er umuligt at fange en italiensk Dames Blik); men for Resten var Damen udmærket, og det mest udmærkede var, at hun fortalte mig, at hun havde været i Ninfa! Der var herligt, sagde hun, dér skulde jeg tage hen; og det er det, jeg nu gør, og jeg deler Turen med Dem, hvilket da være  Belønningen  ovenpaa Formaningen! Turen behøver kun at tage én Dag, og det bliver en Dag, De aldrig glemmer; men den kan ogsaa blive to Dage, og det bliver to Dage, De aldrig glemmer! De tager Morgentoget fra Rom (se Orario), ruller af fra Stat. Termini, Pl. G. 3, og det er en herlig Tur, glad hilser vi paa de gamle bekendte    fra vore Ture ude I Albanerbjærgene: over Sletten ligger – det håber vi – en fin Tåge, op ad den løfter sig sorte Pinjer og maleriske Taarne, bag det alt Bjærgene, der blaaner i Morgendisen….Og ind i Kupeen skinner solen, og den fænger i Vinløvet ud over Markerne, gnistrer Sølv i Oliventræernes lange Rækker, lyser over Blaaregnen, som I rige Klaser drysser sin Velsignelse over de smaa Stationer. Som vi passerer.

Saa ruller vi kort før en intet mindre end Gulimello Rocca Massima ind i mægtige Bakkedrag, der godt kunde være i Jylland – saa er vi atter I Italien: til den ene Side drømmer Æventyrets blaa Bjærge, til den anden breder Maremmernes Slette, de pontinske Sumpe, sig milevidt, og det er en ond Drøm. Her og hist en spids Straahytte,  hvor  Hyrderne  bor,  udenfor strækker et Par hvide Hunde sig I Solen ; her og hist mægtige Faareflokke ; paa Afstand ser de ud som Stenbunker der ruller fremad.  (Denne uendelige Slette er altsaa Maremmerne, Italiens Pestkirkegaard, Stedet, hvor Dante lod en Del af sit “Helvede” foregaa, og hvor Hauch siger, at under Blomsertæppet, ligger  ”en giftslange skjult, hvis Aande forpester hele Egnen”. Men nu skinner Solen over dette Helvede, og i den glitrende Soltaage er det som et Paradis! Men denne Solens Barmhjærtigs-­Kaabe kan ikke gemme over den sørgelige Sandhed. For Stationens Vinduer og Døre er der Staaltraadsnet, at Myggene I den farlige Tid Sommer og Efteraar, ikke skal trænge ind i Husene og bringe Død og Ødelæggelse. Den sørgelige Sandhed er nemlig den, at langs Italiens Vestkyst er Maremmerne, Dødens Land. Fra Bjærgene inde i Landet strømmer Vandet mod Dalen, vil til Havet ; men inden da standses det af andre Bjærge, bliver staaende i Dalen, danner Enge,  Sumpe,  Moser,  og  her udklækkes Milliarder af Myg, de indsuger Sumpens Gift, spreder den med deres Stik. I den farlige Tid, naar Myggene udsender deres Dødslegioner, og luften er “Aria cattiva”, ond luft , flygter alt, hvad flygte kan, kun Stationsfolkene og enkelte Hyrder bliver tilbage. Allerede Cæsar og Augustus søgte at udtørre disse Sumpe, og i Nutiden er der gjort meget ved at grave Kanaler, sprænge Tunneler m. m.  Færdes man i Feberegne og for Resten ­ogsaa ellers, raader jeg Dem til at have en Flaske salmiakspiritus i lommen. En Draabe af den på et Myggestik kan maaske fri én for Feber).

Frem gaar det, og nu sker der det, som sjældent sker paa en Rejse.

Det er Jo sikkert nemlig ofte gaaet Dem, som det er gaaet mig; man har lagt sin Plan, og saa passerer man paa Vejen et herligt Sted, hvor man siger til sig selv: her var det jo, du skulde have boet!

Men denne Gang passer det ikke!  Naar De kigger gennem Kupévinduet t. h., ser De nemlig en blank smilende Sø, i den spejler sig en gammel Borg; og De siger til Dem selv: her var det, jeg skulde have slaaet mig ned!  Men i det samme ser De, at De er i Ninfa-Norma!

Straks efter staar De udenfor Stationen, ser over det lille Paradis, der hedder Ninfa: Søen, Sumpen, Krattet med Ruinerne af de gamle Klostre, hvorfra Munkene forjoges af Feber.  Men det er, som bekendt, ikke saa nemt at komme i Paradiset, og foreløbig maa De nøjes med at nyde det her fra Stationen.  Udenfor den holder der nemlig an­tagelig noget, der kaldes et Automobil, og med det skal De op til Norma! At kalde det et luksusautomobil, vilde være en skammelig Løgn!  Naar De tænker Dem en stor snavset Pakkasse paa Hjul, kommer vi Sandheden nærmere, malet har den aldrig været, men oversprøjet med Snavs, er den.  Inde i Kassen er der to Træbænke, paa Væggen en Lygte med en Stump Stearinlys.  Men hvad gør alt dette, og hvad gør det, at Uhyret stinker, saa man maatte ønske, man havde Næsekatarrh; for nu futter den med Posten og os op ad i uendelige Sving: over os de vilde Bjærge, under os Sletten i glitrende Soltaage! Højere, højere, ørnene kredser over Afgrunden, og højst dér over os hæn­ger den lille ørnerede, der hedder Norma! (Locanda Nuova).

Nu er vi der, slipper ud af Pakkassen, staar paa et Torv, t. v. en fattig Kirke, S. Antonio, foran den et Monument for faldne i Verdenskrigen – saa t. h. ned ad Gaden mellem de fattige Huse – atter et Torv, en Fontæne med Kvinder i Nationaldragter: Guldringe har de i ørerne, og paa Hovedet bærer De skønne Kobbereoncaer.  Videre forbi Kaféen, Barberen, Apothekeren; t. h. mellem Husene har vi af og til et Kig over Dalen, og den Udsigt er rig; men t. v. paa Piaz: Plebicito, hvor Byens mægtigste Mand, Carabinier­-Sergenten maaske staar og læser den lige ankomne Avis, ligger det ene af Byens Albergoer, »Locanda nuova” (det an­det ligger i en Sidegade t. h.) Værten kommer ud og hil­ser, vi bestiller Frokost og spørger om Vej til Norba. (Turen til Norba, en meget skøn Tur med herlige Udsigter, kan ogsaa gøres paa følgende Maade: man staar af ved Jærnbanestationen Cora, gaar derfra til Norba og Noma). Og Norba er meget meget interessant!  Den var en romersk Koloni, som blev anlagt 20 Min. herfra men for betydelig længere Tid siden, nemlig 492 f. Kr. Der er endnu Rester af Templer og kyklopiske Mure (Kykloperne, Børn af Uranus og Gæa, Vul­kans énøjede Smede, boede i en Vulkan).

Vi vandrer samme Vej, vi kom, gaar t. h. for Kirken ad en øde Vej mellem Bjærgene, møder eventuelt en sort Gris, (der rædselsslagen flygter ved det uvante Syn, passerer t. h. et Krucifuks, ser straks efter Norbas Mure t. v. paa Bjær­gets Skraaning, drejer t. v. forbi nogle gamle Cisterner og et mægtigt Vandingstrug i en udhulet Træstamme, forcerer saa t. h. et Pigtraadshegn, et af dem, som er blevet almin­delige i Italien; og vi kravler op over ødemarken mod de gamle Ruiner.  Mærkelige, men mærkeligst, herligst ved dem, er den vidunderlige Udsigt!  Nu staar vi paa Muren, og nu ser vi omtrent det samme, som Romerne saa’ herfra for mere end 2000 Aar siden!  Lige under os Ninfas blaa Sø, der genspejler det gamle Taarn, saa Sletten, først Kvadrat efter Kvadrat af Olivenlunde og Vinhaver, saa den grønne Slette med en støvhvid Vej, der svinder bort i Soldisen – ja, alt svinder bort i Soldis, helt langt, langt ud mod Havet .

Spred din Kappe, kast dig paa den, tænd din Cigar, tak Romas hellige Guder, at du lever!

Senere kommer Prosaen, en udmærket Frokost i den lille Locanda, hvor man i Luksus end ogsaa gaar saa vidt, at der paa det pæne Kammer er sørget for Kam, Haar- og Tandbørste!  Ingen skal komme og sige, at Normas Hotel ikke er paa Højden med det bedste: lusso, som det hedder paa Italiensk!

Saa rundt i de snævre Gader: Kvinder i Nationaldragt, Mænd med Sandaler og Svikkel-Gamaseher, Opløb om en Bissekræmmer. Saa møder De maaske et Par pragtfulde hvide Okser, der gaar Tur; saa et Par Ryttere med Paraply og Bøsse, og De møder maaske ogsaa Byens Flottenheimer, som ser meget vigtig ud; han bor nemlig ellers i Verdensstaden Velletri (1700 Indb. (Og er De nu tilfreds, saa tag enten med skrækkelige Pakkasse til Stationen eller helst til Fods; for saa har De mere Glæde af Herligheden, der ligger for Dem, og saa har De Tid at vandre lidt rundt dernede ved Ninfas Æventyrsø! Og dér er De i Torneroses Land! Gennem Ninfas Stationsbygning, saa en Sti, t. v. et Vaskested, hvor Kvinder staar og tamper tøjet saa en Bro, hvorunder det klare Bjærgvand strømmer, mens sære Planter bølger frem og hen; videre: t.h. det gamle Taarn; igen videre: en Haveport med slyngede Drueornamenter. Og kig saa ind i de gamle Klostre og Kirker (om der ikke er afspærret). Ja, den lyder saa ør denne Opremsning; men i Virkeligheden oplever De her et Tornerose-Æventyr: Hyldemor rækker Dem hvide Buketter; de vilde Roser strør Blomster paa Deres Vej, hundredaarige Vedbend lægger KærIighedens Kaabe over smuldrede Klostermure, til alle Sider risler og raser Bækkens Klokkespil . , . .

Eller De kan gøre Turen til en 2-Dages Tur.

Saa gemmer De Ninfa til næste Dag, bliver i Norma om Natten og kigger lidt paa, hvordan Menneskene lever i en saadan Afkrog af Verden. De kan fortsætte Deres Tur rundt i Gyder og Gænger og op i Højheden, hvor der lig­ger en stakkels, fattig Kirke, hvor et Par gl. Madammer sidder og rasler med deres Rosenkranse; og, hvem ved, maaske Madonna hører det!  Her i Højheden ligger ogsaa et Franciscaner-Kloster med nogle snuskede Munke; men maaske hører den hellige Frans trods Snusketheden ogsaa deres Raslen med Rosenkransen?

Og De kan endelig, naar Solen er ved at synke, gaa ud ad den Vej, De kom med den mærkelige Pakkasse. Skyggerne er ved at blive lange, den trivelige rare Landsby­præst, som forlængst har opgivet at blive Kardinal; men som er tilfreds med at være Husven hos den velhavende Møller, gaar til Aftenmessen; de to Kordrenge, der skal hjælpe ham, maa holde op at spille Klink og halser nu af Sted til Kirken for at hale i Klokkerebet.

Og vi gaar ud fra Byen, ud ad Pakkasse-Vejen, og vi ser noget af det skønneste, som vi har set i vort Liv: Dalen dernede under Aftenhimlens Glorie! Langt, langt ude synker Solen, gløder, dør – langs Vejen kommer Gedehyr­derne; selv klædt i Gedehuder, med deres Hjord; og Bønderpigerne, som Dagen lang har arbejdet i Marken dernede, kommer klyngevis, pludrende, leende, syngende – saa et Tog af Æsler og Æseldrivere – saa en Flok dejlige Hyrdedrenge; de synger – langt over Dalen klinger det .

Saa bliver det grønne Fløjl dernede i Dybet dunklere og dunklere, Taagen begynder at stige, det bliver koldt, en Myg svirrer, og der begynder at foresvæve én noget om Mareremmer og Feber.

Og da gaar man til, gaar sig varm, hjem til den saa pragtfulde Locanda med Haar- og Tandbørsten, man modtages venligt af den tykke Madam med National-Snoreliv og store Guldørelokker; man synes, man er i Thorvaldsens Tid, man faar en glimrende Aften med grøn Salat, hvid Faaremælksost og gylden Vin – og saa, ja, saa kommer Byens pukkelryggede Uhrmager og tre Lammedrivere og tager fat paa det, der er Italiens Ulykke: Kortspillet! De tre Lammedrivere har Sixpence; og her midt i al denne Stilfuldhed med en kalket Væg med Knagerække, en Reklameplakat og en Madonna med elektrisk Glødelampe, kommer jeg til at tænke paa, hvad England har paa sin Samvittighed ved at forsyne Verden med Sixpencere!

Saa lægger vi os trætte og lykkelige til Hvile; for Klok­ken er jo snart 9, og Værtinden har flere Gange staaet i Køkkendøren og set en Smule spørgende paa os!

Og i Seng maa jeg; men inden da vil jeg have Lov til at sige, at jeg haaber, at det, der hidtil er skrevet her om Norma, har en ægte Klang, hvert Fald er det skrevet paa Papir, der er købt i selve Normas Apothek og skrevet paa Krobordet, mens Sixpencene og den pukkelryggede, der jo, i Følge Folketroen, bringer Lykke, sad og hengav sig til Spillelidenskabens Rædsler.

Saa kom Natten, og skulde der for Dem ogsaa komme en Nat i Norma – ren Roman-Titel – vil jeg nu alligevel raade Dem til, for en Sikkerheds Skyld, naar De bestiller Værelse, at sikre Dem, at De bliver ’solo’. Da jeg skulde til Ro, laa der en Bissekræmmer i Sengen ved Siden af den, jeg skulde sove i!  Naa, vi er jo alle Bissekræmmere for Vorherre!  For mange Aar siden tilbragte jeg i Njegus en Nat sammen med 7 fuldtbevæbnede Montenegrinere; men Aarene gaar, og man faar sine Vaner!  Naa, baade Bissekræmmeren og jeg sov udmærket; men nu har jeg advaret Dem!

Ved 6-Tiden hørte jeg Norma begynde at vaagne: det første Æsel skrød, de første Geder raslede forbi, og lidt efter raslede jeg selv ned ad den dugvaade Gade til Torvet ved Fontænen, hvor jeg vil raade Dem til at tage Deres Kaffe. Værten, som er en stor Patriot og paa Væggen har Kongens Buste plus en elektrisk Glorie i de italienske Farver, har nemlig været i Albanien, og dér lærte han at lave en udmærket Tyrkekaffe. Styrket af den og et Stykke tørt Franskbrød, begyndte jeg saa Nedstigningen.  Var Turen skøn i Gaar, var den ikke mindre skøn nu, da Morgentaagen laa over Sletten – saa lettede Taagen: den gyldne Sol strøg i brede Strimer frem over Landet .

Nede ved Ninfa gør De Morgenvisit hos Tornerose, der har Dug paa alle Blade, alle Blomster; og saa ruller De paa smaa to Timer til Terracina: t. v. de vilde Bjærge, hist og her Ruiner fra Middelalder og Romertid, her og hist Klynger af spidse Straahytter. Her boer de fattige Abruzzer­bønder, der lader sig leje til at dyrke Jorden, til Tider paa Bekostning af Livet. T. h. Maremmernes Slette, saa flad, at Amager synes én et  Bjærgland! I Kanaler og Grøfter staar Vandet og siver, Mulden er brun som Kaffegrums, og op ad den myldrer al Verdens Frodighed, Hvede, Haveurter o. s. v.; og alle Vegne bugner det af Blomster, ikke fornemme adelige, men jævne, borgerlige, som vi har dem hjemme paa Bondelandet:  den hvide Hundepersille, den gule Smørblomst, Katøje, Blaaklokke og den duftende Krusemynte. Man kommer til at tænke paa Drachmanns herlige Ord:

– hver en Grøft bliver blomstrende Skove – – og Hjærtet bliver Voks i mit Bryst –

Ja, man synes til Tider, man er i Paradis, men saa op­dager man Staaltraadsnettene for Stationernes Vinduer, og man ser, at Folkene, som staar paa Perronerne, er gule og hulkindede; man husker, at den lille Djævel, der hedder Zanzarre = Myg, er Herre her!

Saa er vi ved Terracina, (Hotel Marina. Volsker-Folket, som blev undertrykt af Romerne, kaldte Byen Anxur, Romerne gav den det nuværende Navn. Oppe paa Bjærget er Ruiner af den antike By, et Venustenipel og Theoderiks pragtfulde Borq. Th., Østgother­nes Konge, *455, +526, kom 489 til Italien, stiftede 493 det østgothiske Rige; sin Tids mægtigste Fyrste, beskyttede Kunst og Videnskab, kaldtes i de nordiske Sagn: Didrik af Bern, d. v. s. Verona). Terracina ligger et Stykke fra Stat., et Par Kuske slaas om  os, og vi lader os rasle gennem en lang Allé, forbi en Kanal med Pramme og en lille By med Straahytter, hvor de fattige Abruzzerbønder lever, saa er vi ved Hotel Marina, hvor vi tager Frokosten, mens vi tilsiger Kusken at møde om en Times Tid. Og nu ventede der mig en Overraskelse, som De jo desværre ikke kan faa, naar De har læst dette. Mit Kort over Roms Omegn gik ikke saa langt som til Terracina; jeg vidste sandt at sige intet nærmere om Byens Beliggenhed, og det var noget af et ekstra Festnummer for mig, da jeg gik ud t. h. for Hotellet; for dér, ja, dér: blaat, blinkende med hvide Latinersejl, MiddeIhavet!  Jeg anede ikke, at Terracina laa ved Havet; men 5 Min. efter laa jeg der selv: over mig løftede sig et mægtigt Bjærg med Theo­deriks Borg, henne til Siden holdt Kvinder i brogede Dragter Storvask; under mig var det hvide Sand; men foran mig blaanede Havet bort mod mørke Bjærge – Isola Pon­tina – ja, min Sandten, det var jo ganske Kattegat med Kullen – -Og saa denne friske Vind, (lette Bølgeslag, jo, jeg var i mit kære Aalsgaarde:

Julbækshus og Bølgen blaa
over mod Kullens Banker,
Hammermølle og Bondedam
og tusinde Sommertanker – –
Jeg kneb øjnene til, saa’ en Juninat, naar der blusses for aal: Ja, ét har vi da frem for syden: den lyse Nat!
Gul er Bankens Gyvel, og Blaat er Kattegat,ligger dér og drømmer den lyse sommernat –

Men saa kommer forbi mig et Par af disse høje, pragtfulde Kvinder, bærende Vasketøjet paa Hovedet; jeg er atter i Italien! Og dér bliver jeg ved at være; for nu kommer Vetturinen, og vi ruller op i den gl. By, op gennem Porta Romana, ind gennem Smøger, forbi Taarne, gennem Buer, over Markedspladsen, hvor der er fuldt af Kvinder i male­riske Nationaldragter: hvide Hovedlin, brogede Snoreliv, Guldørenringe – –

Videre til Torvet med den snavsede, men interessante Domkirke. (Straks i Forhallen t. h. staar en antik Sarkofag med en lang Indskrift, der fortæller, at i den har de kristne Martyrers Blod flydt; og kommer vi ind i Kirken, træder vi paa et herligt, broget Mosaikgulv fra det 12. Aarh.; til hver Side har vi antike Søjler fra et Tempel, der stod her; og videre er her en pragtfuld Prækestol med de skønneste oldkristelige Guldmosaiker. Saa er her to Sidealtre med antike Søjler og bag Hovedalteret et oldkristeligt Bispesæde).

Videre gennem den gamle By, forbi et paveligt Palads, saa et Sving, og vi rasler ud mellem moderne Villaer, er ved det blaa Middelhav. Forbi en Havn og Kanal; saa ind under det imponerende Forbjærg, der bærer Theoderiks. Borg, hvorfra en herlig Udsigt. Ved Foden af Bjærget maa samme Theoderik finde sig i, at der er blevet opført et Biografheater, der hedder Cinema Theoderik!

Men der er ogsaa andet mærkeligt. Nede ved Søen ligger den maleriske Porta Napolitana, og et Stykke over den paa Bjærgsiden ligesom hænger Ruinerne af et Hus, Brigantens Hus, hvortil fører en Smugvej langs Klippesiden og en Løntrappe nede fra Søen. Her var det for noget over hundrede Aar siden, at en af Italiens mest berømte Briganter havde Tilhold, forfulgt af Øvrigheden, elsket af Almuen, tagende fra de rige, givende til de fattige….

Forbi Røverromantiken ad en herlig Vej langs Havet, dér t. h. et gl. Kastel, som nu er blevet til Villa; dér de hvide Latinersejl, det blaa, blinkende Hav – saa Bjærgene der­ude: Kullen – Øresund, Lappegrunden – – Ad denne Vej drog i gl. Dage Italiafarerne, naar de fra Rom skulde til Napoli, og det var ikke altid ufarligt; for her huserede Røverne under Pietro Mancino, Fra Diavolo og Nicolo Porcia. Ad denne Vej kom H. C. Andersen og H. P. Holst i Følge ‘En Digters Bazar’ en Gang dragende pr. Vetturin Og H. C. A. skriver: ‘Solen skinner paa rødgule Klipper, Sumpene ligger bag os! tre høje Palmer staar tæt ved Vejen! vi er i Terracina! hvor blev vort Selskab af? Den ene Poet (H. P. H.gik op ad Fjeldet mellem de høie Cacter, udenom ere Haver med Citron- og Apelsintræer, hver Gren bugner af den gule skinnende Frugt; han stiger op til Ruinen af Theoderiks Borg, seer mod Norden ud over græsgroede Sumpe, og hans Hjerte synger
– min Ven,
Min favre, duftende Rose!
Og du, min Pusling,mit Alt, mit liv,
Min øjesten og mit Tidsfordriv
Du Knop paa min Rose!

– Og nu er Rosen visnet, Digterne døde, og forbi er de skønne Timer i Terracina!

FORSIDE