fra H.C. Andersens Besøg i Den Blå Grotte

Vi gik ned til Strandbredden, og steg i de smaa Baade, der vare indrettede for at føre de Fremmede om til den anden Side af Øen. Hver Baad rummede kun to Mennesker, een sad i hver Ende, og Roerkarlen i Midten.

Jeg saae det klare Vand under os, det hilste min Erindring med sin luftige Klarhed. Roerkarlen stødte Aaren rask fra sig og Baaden, hvori jeg og Lara var, fløi afsted med Pilens Hurtighed. Vi kom langt foran alle de Andre. Snart saae vi ikke længere Capris amphitheatralske Side, hvor de grønne Vinhaver »Hexehullet!« udbrød jeg og alle Erindringer herfra vaagnede i min Sjæl.»Ja, Hexehullet!« sagde Roerkarlen, »saaledes kaldtes det før; men nu veed man, hvad det er!« Han fortalte os da om de to tydske Malere, Fries og Kubiz,, der for tre Aar siden havde vovet at svømme derind, og saaledes opdaget den forunderlige Deilighed, som nu alle Fremmede maatte see. Vi nærmede os Aabningen, der neppe meer end en Alen ragede op over det skinnende blaa Hav. Roerkarlen tog Aaren ind, vi maatte strække os ud i Baaden, som han nu styrede med Haanden og vi gled ind, i et mørkt Dyb, under den uhyre Klippe, som det store Middelhav beskyllede.  Jeg hørte Lara aande tungt, det havde ogsaa noget forunderligt rædsomt; menkun et Øjeblik, og vi vare i en mægtig stor Hvælving, hvor Alt skinnede som Ætheren. Vandet under os var, som en blaa, brændendeovernaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordlivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.

Den lille Aabning til Hulen lyste, som en klar Stjerne, den fordunkledes, og nu steg, som fra Dybet, de Andres Baade. De kom ind til os. Alt var Andagt og Beskuelse. Protestanten, som Katholiken, følte her, at Underværker vare til.

»Vandet stiger!» sagde en af Søfolkene. »Vi maa ud, ellers lukkes Aabningen, og da maa vi blive herinde, til Vandet falder igjen!«

Vi forlode den sælsomme straalende Hule, det store aabne Hav laae udstrakt for os, og bag ved den mørke Aabning til Grotta azzurra.

Læs hele kapitlet fra H.C.Andersens bog