Lanuvio
Lanuvio er den mindst kendte af castelli-byerne. Det er den gamle latinske by Lanuvium, der ifølge legenden skal være grundlagt af den flygtende Diomede umiddelbart efter Trojas fald eller også forbindes byens oprindelse med myten om Enea. Fra arkæologiske fund ved man sikkert, at Lanuvio allerede eksisterede som beboet område i det 9. årh.f. Kr. I Romerrigets tid blev området gennemskåret af Via Appia langs hvilken der blev opført pragtfulde villaer. Byen blev som de øvrige Castelli Romani byer ødelagt efter Romerrigets fald i 425 e. Kr. og genindtræder først i historien i 1100-tallet, hvor nogle benediktiner-munke bygger et kloster, og i 1300-tallet bliver mure og tårne opført.
Området fik navnet ”Città Lanovina” hvilket først blev ændret i 1915, da den romerske fæstning fik det gamle navn Lanuvio. Fra 1100-tallet domineredes byen succesivt af benediktinermunke og familierne Frangipani, Colonna og Cesarini. Specielt er man i byen stolte af at MarcAntonio Colonna – helten fra slaget ved Lepanto 1571 – er født på slottet.
Byen blev bombet under 2. Verdenskrig og ved den lejlighed blev kommunens arkiv ødelagt.
Lanuvio har sin egen DOC for hvidvin: DOC Colli Lanuvini, der dækker over mange glimrende og oversete hvidvine med en frisk vanillesmag. Der er muligheder for smagsprøver i l’Enoteca Comunale i murtårnet ved indgangen til byen
Fra Genzano kommer man ind i byen fra Piazza Carlo Fontane ved det store middelaldertårn i bymuren med de cylindriske tårne.
Fontana degli Scogli,
Fontænen (Klippefontænen) er tegnet og bygget af Carlo Fontana i 1675. Den ligner en flig af Fontana di Trevi inde i Rom og synes ganske malplaceret i lillebyen, skønt den gør sin gavn, også for de nærboende fiskehandlere.
La Torre Medioevale
Torre del Castello blev bygget på ruiner af benediktinernes forsvarstårn fra 1200-tallet. Tårnet blev brugt som fængsel fra 1500-tallet frem til det 17. årh. I dag rummer tårnet det kommunale ”Enoteca”, hvor man kan stifte bekendtskab med de lokale vine.
Ad hovedgaden går man lige frem til Piazza S. Maria Maggiore, der er flankeret af et palads og en kirke.
Palazzo Baronale
Palazzo Colonna er fra slutningen af det 15. årh. Langs facaden kan man se en Romersk sarkofag (3. årh.) brugt som fontæne, den blev installeret i 1689. Marmormasken som vandet løber ud af er oprindelig antik, men den blev stjålet i 1970’erne og erstattet af en kopi.
Chiesa collegiata di S. Maria Maggiore
Oprindelig en romansk kirke bygget omkring 1240, men den blev radikalt ombygget 1674-1677 på initiativ af hertug Filippo Cesarini (død1685), ved denne ombygning blev næsten hele den romanske kirke ødelagt. Kirken blev også restaureret efter 2. Verdenskrig.
Campanilen er tegnet af Tommaso Mattei i 1680 og er helt Borromini’sk med rige marmor- og mosaikarbejder af Vasselletto-familien, samt af Drudo di Trivio og sønnen
Angelo di Trivio. Inden for kan man se Cappella di Filippo Neri. Filippo Cesarinis grav hvor han lod opsætte en kopi af Guido Renis berømte billede af Filippo Neri (Filippo Neri 1515-1595 var en katolsk reformator, der i 1575 grundlagde Oratorianerordenen, der skulle fremme sjælesorg og studier. Han blev Helgenkåret i 1622 og i idag Roms skytshelgen).
Cappella del Sacramento (3. tv). Her har Giovanni Battista Gaulli (kaldt “Il Baciccia”) (1639-1709) udført billedet “Il Calvario”. Malet på lærred (225 x 168 cm) med et caravaggiodramatisk “calvario” som baggrund for et trækrucifix (slut.15. årh., beg. 16. årh (h: 153 cm). Gaullis værk kan dateres til ca.1675 vha. regnskabsbøger fra Confraternita del Sacramento, der bestilte det. Værket har været udsat for flere restaureringer, senest i 1930 (dårlig tilstand). Korset faldt ned under et bombardement i maj 1944, men er blevet repareret og genophængt.
Fra Campanilen drejes til højre og ved anden vej holdes til venstre, så man lidt efter igen står uden for bymuren denne gang ved det sydvestlige tårn Anello di Enea. Over for Anello di Enea ser man et mindre palads fra 1700 tallet – Palazzo del Cardinal Frezza – opført af kardinal Luigi Frezza, der var leder af det pavelige ”Congregazione di Propaganda Fide”. Lidt længere ude på venstre side af vejen kan man se Villa Seratrice, en elegant residens opført i middelalderstil i slutningen af 1800-tallet til den ekcentriske piemontetsiske kunstner Vincenzo Seratrice. Fortsættes der længere ud af vejen ligger på højre side Villino Modestini, der også er et hus opført i middel-alderstil, men opført af en søn til Vincenzo Seratrice. Spadsereturen kunne fortsætte lidt forbi ”vejgaflen” ved Via Selce Larghe, så man kommer ca 300 meter fra bymuren. Herude ligger Santuario della Madonna delle Grazie fra det 14. årh. men udvidet i 1523.
Enten kan man gå tilbage til byen ad samme vej eller også tager man den højre gren i ”vejgaflen” Via Selce Larghe, den antikke vej fra Lanuvio til Satricum og de antikke byer Astura og Tuscolo. Det er en traditionel romersk vej brolagt med ”selce” store stenflader og på den ene side kantet af store klippeblokke. Helt inde ved bymuren ligger endnu en af byens beskedne seværdigheder.
Tempio di Ercole
Et gammelt Herkules tempel, hvor der i dag kun er enkelte mure og et podium tilbage.
Herfra kan man gå tilbage til Anello di Enea og gå ad den venstre gade Via De Gasperi indtil man kommer ud ved bymurens nordvestlige tårn og Via Roma, her har det gamle romerske Teatro Romano været beliggende, resterne skjuler sig under de eksisterende bygninger, blandt andet under Palazzo Comunale, hvor man kan aflægge et besøg på Mostra Archologica.
Står man foran Fontana degli Scogli går der en vej mod Genzano både på højre og venstre side. Følger man den højre gren nogle få hundrede meter finder man på højre side Villa Frediani-Dionigi, der er et enkelt og elegant eksempel på villabyggeriet fra slutningen af 1600-tallet. Den engelske tronprædentant Giacomo III Stuart opholdt sig her en kort periode i 1723.
Går man til venstre for Fontane degli Scogli kommer man hurtigt til Parco della Rimembranza med mange antikke bygningsrester. I parken ligger La palazzino della villa Sforza-Cesarini, der i dag rummer det kommunale bibliotek. I en periode fra 1884-1895 var bygningen bolig vor den engelske ambassadør Lord Savile Lumley.
Fortsættes der lidt længere ud af vejen ligger der på højre side Instituto Salesiano, her inde kan man se resterne af det store Tempio di Giunone Sospita, der var berømt i hele den antikke verden indtil det blev ødelagt i det 5. årh. f. Kr. Templet blev udgravet i en periode omkring 1914, store dele af fundene findes nu i Museo Etrusco di Villa Giulia i Rom eller også i London.
