Monte Cassino eller Abbazia di Monte Cassino er Benediktinerordenens moderkloster. Det ligger på en klippe oven for byen Cassino mellem Rom og Napoli i Italien .
I 529 stiftede Benedikt af Nurcia (Nursia) Benediktinerordenen, der blev en af den katolske kirkes største munkeordener. Klosteret er flere gange blevet plyndret og ødelagt: i 589 af Langobarderne, i 884 af Saracenerne og stærkt beskadiget af et jordskælv i 1349 .
En stor del af klosteret, der var opført i 15.–18. århundrede, blev ødelagt i foråret 1944 under Slaget om Monte Cassino i 2. verdenskrig. Klosterets bibliotek, arkiv og kunstskatte var bragt i sikkerhed, og efter krigen genopførtes det i sin gamle skikkelse. Monte Cassino var omgivet af tyske tropper, så amerikanske bombefly angreb Monte Cassino. Efter bombardementet kom det til kamp mellem tyske og allierede styrker – det kostede mange liv på begge sider.
Baggrund
Da det amerikanske 6. korps var stærkt truet ved Anzio, var Freyberg under tilsvarende pres for at indlede en undsætningsaktion ved Cassino. Igen indledtes slaget derfor, uden at angriberne var fuldt forberedte. Hertil kom, at korpshovedkvarteret ikke i fuldt omfang forstod vanskelighederne ved at få 4. indiske infanteridivision på plads i bjergene og forsyne dem over bjerge og dale nord for Cassino (ved hjælp af muldyr ad 11 km gedestier i terræn som tydeligt kunne ses fra klosteret, og derfor udsat for præcis artilleribeskydning – deraf navnet dødens dal). Dette blev dokumenteret efter krigen af generalmajor Howard Kippenberger, chefen for 2. newzealandske division:
| Stakkels Dimoline (brigadegeneral Dimoline, den fungerende chef for 4. indiske division) havde en skrækkelig tid med at få sin division på plads. Jeg begreb aldrig rigtig vanskelighederne, indtil jeg inspicerede området efter krigen. |
Freybergs plan var en fortsættelse af det første slag: et angreb nordfra langs bjergkammene og et angreb fra sydøst langs jernbanelinjen for at erobre jernbanestationen på den anden side Rapido mindre end 1½ km syd for byen Cassino. Hvis det lykkedes, ville de åbne Cassino by og åbne Liridalen, men Freyberg havde meddelt sine overordnede, at han i betragtning af omstændighederne mente, at der højest var 50% chance for, at offensiven ville lykkes.
Ødelæggelse af klostret
Visse allierede officerer var i stigende grad optaget af det store kloster på Monte Cassino: efter deres mening var det klosteret og dets formentlige anvendelse som tysk artilleri-observationspunkt, som forhindrede, at Gustavlinjen blev gennembrudt.
Den britiske presse og C. L. Sulzberger fra The New York Times skrev ofte og overbevisende og med mange (ofte fabrikerede) detaljer om tyske observationsposter og artilleristillinger inde i klosteret. Chefen for de allierede flystyrker i Middelhavsområdet generalløjtnant Ira C. Eaker og generalløjtnant Jacob L. Devers (næstkommanderende for general Sir Henry Maitland Wilson, den allierede øverstkommanderende i Middelhavsområdet iagttog ved en overflyvning personligt “en radiomast […] tyske uniformer på en tørresnor i klosterets gård [og] maskingeværstillinger 45 meter fra klosterets mure.”[19][nb 1] Generalmajor Geoffrey Keyes fra 2. amerikanske korps overfløj også klosteret flere gange. Han rapporterede til 5. armés G-2, at han ikke havde set tegn på, at tyskerne var i klosteret. Da han hørte om andre, som hævdede at have set tyskere i klosteret, sagde han: “De har stirret så længe, at de ser syner”.
Holdningen i det newzealandske korpshovedkvarter, som det fremgår af generalmajor Kippenbergers skrifter, var, at klosteret formentlig blev brugt som tyskernes vigtigste udkigspost for artilleriobservation, da det lå så perfekt til formålet, at ingen hær kunne holde sig fra at bruge det. Der er ingen klare beviser herpå, men han fortsatte med at skrive, at fra et militært synspunkt var det uden betydning, om klosteret var besat eller ej:
| Hvis ikke det var besat i dag, kunne det blive det i morgen og det forekom ikke, at det ville blive svært for fjende at placere reserver i det under et angreb, eller tropper kunne søge ly der, hvis de blev drevet bort fra stillinger udenfor. Det var umuligt at bede tropper om at storme et bjerg med en intakt bygning som denne på toppen, hvor hundredvis af infanterister kunne være i fuld sikkerhed for granatbeskydning og klar til i det kritiske øjeblik at dukke frem og gennemføre et modangreb. … Ubeskadiget var det et perfekt ly, men med dens smalle vinduer og flade profil var den en utilfredsstillende kampstilling. Ødelagt ved bombardement var den en forreven dynge murbrokker, som effektivt kunne beskydes fra kanoner, morterer og jagerfly, ligesom det var en dødsfælde i tilfælde af fornyet bombardement. Samlet set mente jeg, at det ville være mest hensigtsmæssigt for tyskerne, hvis vi undlod at bombardere det. |
Generalmajor Francis Tuker, hvis 4. indiske division ville få opgaven med at angribe klosterbakken, havde sin egen vurdering af situationen. I mangel på detaljerede efterretninger fra den 5. amerikanske armés hovedkvarter havde han fundet en bog fra 1879 i en boghandel i Neapel, som gav detaljerede oplysninger om klosterets konstruktion. I sit memorandum til Freyberg konkluderede han, at uanset om klosteret i øjeblikket var besat af tyskerne, skulle det ødelægges for at forhindre en effektiv besættelse. Han påpegede også, at med 45 meter høje og 3 meter tykke murstensmure var det ikke muligt for ingeniørtropperne at gøre noget effektivt ved stedet, og at bombardement med “blockbuster” bomber ville være den eneste løsning, da 1.000 punds bomber ville være “så godt som uden effekt”
Den 11. februar 1944 anmodede den fungerende chef for 4. indiske division, brigadegeneralHarry Dimoline om, at klosteret på Monte Cassino blev bombet. Tuker gentog sine argumenter for at bombe klosteret fra sin hospitalsseng i Caserta, hvor han var indlagt efter et alvorligt tilbagevendende angreb af tropefeber. Freyberg videresendte hans anmodning den 12. februar. Freybergs anmodning om et luftangreb blev imidlertid stærkt støttet af luftvåbenets planlægger og blev formentlig også støttet af Ira Eaker og Jacob L. Devers. De prøvede at bruge lejligheden til at vise luftvåbenets evne til at støtte operationer på jorden.[24] Generalløjtnant Mark W. Clark fra 5. armé og hans stabschef generalmajor Alfred Gruenther var fortsat ikke overbeviste om den “militære nødvendighed”. Da han overgav 2. amerikanske korps’ stilling til det newzealandske korps, havde brigadegeneral J.A. Butler, stedfortrædende chef for 34. amerikanske division sagt: “Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, at fjenden er i klosteret. Al beskydningen fra skråningerne på bjerget er kommet fra skråningerne nedenfor muren”. Til sidst valgte Clark, “som ikke ønskede klosteret bombet,” at tvinge den øverstkommanderende for de allierede hære i Italien, general Sir Harold Alexander til at tage ansvaret: “Jeg sagde: ‘Hvis De giver mig en direkte ordre, vil jeg gøre det’, og det gjorde han.”
Bombardementet om morgenen den 15. februar 1944 omfattede 142 B-17 Flying Fortress foruden 47 B-25 Mitchell og 40 B-26 Marauder middelsvære bombefly. De kastede i alt 1.150 ton højeksplosiver og brandbomber mod klosteret og forvandlede hele toppen af Monte Cassino til en rygende ruinhob. Mellem bombeangrebene beskød artilleriet fra 2. korps bjerget.[28] Mange allierede soldater og krigskorrespondenter jublede, mens de overværede bombardementet. Eaker og Devers så på. Juin blev hørt sige: “… nej, de kommer ingen vegne på denne måde. Clark og Gruenther nægtede at være til stede og blev i deres hovedkvarter. Samme eftermiddag og næste dag fortsatte den kraftige artilleribeskydning, og 59 jagerbombere rystede ruinerne af det store kloster.
Luftangrebet havde imidlertid ikke været koordineret mellem luft- og jordstyrkerne, idet luftvåbenet anså det for en selvstændig operation og tog hensyn til vejret og krav fra andre fronter, men undlod at konsultere landstyrkerne på stedet (de indiske tropper på Snake’s Head blev overraskede, da angrebet faktisk blev indledt). Angrebet fandt sted i to dage, inden det newzealandske korps var klar til at gennemføre deres hovedangreb. Mange af tropperne havde først overtaget deres stillinger fra 2. amerikanske korps den 13. februar og udover vanskelighederne i bjergene var forberedelserne i dalen også blevet forsinket af vanskeligheder ved at forsyne de nyligt installerede tropper med tilstrækkelig materiel til et stort angreb på grund af det konstant dårlige vejr, oversvømmelser og vandmættet jordbund.
Efter bombningen
Pave Pius 12. forholdt sig tavs om bombardementet, men hans udenrigsminister Cardinal Maglione udtalte uden omsvøb til den øverste amerikanske diplomat ved Vatikanet, at bombardementet var “en kolossal fejltagelse … en stor dumhed.”
Hvad der er sikkert ud fra alle undersøgelser, der fulgte efter hændelsen, er det faktum, at de eneste, som blev dræbt i klosteret ved bombardementet var italienske civile, som havde søgt tilflugt i klosteret. Der er ingen beviser på, at bomberne, der blev kastet mod klosteret på Monte Cassino den dag, dræbte tyske tropper. I betragtning af, hvor upræcise datidens bombardementer var, (det er beregnet, at kun 10% af bomberne fra de tunge bombefly, som blev kastet fra stor højde, ramte klosteret) faldt der bomber andre steder og dræbte såvel tyske som allierede tropper, selv om det ikke var meningen. 16 bomber ramte således 5. armés hovedkvarter ved Presenzano 27 km fra Monte Cassino og sprang kun få meter fra den trailer, hvor general Clark arbejdede ved sit skrivebord
Ved daggry dagen efter bombardementet flygtede de fleste overlevende civile fra ruinerne. Kun omkring 40 personer blev: 6 munke, som overlevede i klosterets dybe kældre, deres 79 år gamle abbed, Gregorio Diamare, tre forpagterfamilier, forældreløse og efterladte børn samt de alvorligt sårede og døende. Efter artilleribeskydning, fornyet bombardement og angreb mod højdedraget fra 4. indiske division besluttede munkene at forlade deres ødelagte hjem med de af de tilbageværende, som kunne flyttes. Det skete den 17. februar kl. 7:30. Den gamle abbed anførte gruppen ned ad muldyrstien mod Liridalen, mens han reciterede rosenkransbønnen. Efter at de var nået frem til en tysk førstehjælpsstation blev nogle af de alvorligt sårede, som var blevet båret ned ad bjerget af munkene, ført bort i en militær ambulance. Efter at have mødt en tysk officer blev munkene kørt til Sant’Anselmo klosteret. Den 18. februar mødtes abbeden med lederen af 14. panserkorps, generalløjtnant Fridolin von Senger und Etterlin En munk, Carlomanno Pellagalli, vendte tilbage til klosteret. Da han senere blev set vandrende omkring i ruinerne troede de tyske faldskærmstropper, at han var et spøgelse. Efter 3. april blev han ikke set nogetsteds.
I dag ved man, at tyskerne havde en aftale med munkene om ikke at bruge klosteret til militære formål, så længe de blev i det. Efter at det var ødelagt, besatte faldskærmstropper fra 1. faldskærmsdivision ruinerne af klosteret og forvandlede det til en fæstning og observationspost, som blev et alvorligt problem for de angribende allierede styrker og førte til mange ekstra dræbte, som kunne have været undgået, hvis klosteret ikke var blevet bombet.
