Kirken San Clemente og Mithra kulten
|
Herfra stammer en anden legende, som også er afbildet i kirken San Clemente i Rom: Det fortælles, at vandene i Sortehavet én gang om året trak sig tilbage, så de troende kunne bygge et kapel til San Clemente’s relikvier og dernæst hvert år gå derned i procession, når de blot sørgede for at komme op, inden vandene igen lukkede sig. En gang var der en lille dreng, som ikke kom op i tide, men året efter, da vandene atter trak sig tilbage, fandt man drengen i god behold i San Clemente’s gravkapel.
I 869 blev San Clemente’s rester bragt til Rom af San Cirillo (Sankt Kyrillus) og San Metodioefter ønske af Pave Nikolaus I og derpå begravet i den kirke, der var indviet til ham. San Clemente Går man ned ad trapperne fra den nuværende kirke San Clemente fra det 12. århundrede, gennem den gamle kirke San Clemente fra det 4. århundrede og endnu en etage ned til det romerske kvarter under kirkerne, kommer man til en udgravet gade fra romertiden. På den ene side ligger det velbevarede Mithras-Tempel, på den anden side en række antikke beboelseshuse. Her lå et hus, der tilhørte en vis Clemens, der måske var i familie med konsulen og martyren Titus Flavius Clemens, der levede samtidig med helgenen. Det lader til, at et af værelserne i huset var indrettet til de kristnes sammenkomster fra slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede. Her lå det første bedehus: “Titulus Clementis”. Senere, da kristendommen efter Kejser Konstantin’s sejr ved Ponte Milvio (år 313) ikke længere var forbudt, blev hele Clemens’ palads omdannet til kirke til minde om Pave Clemens I, San Clemente. Alt dette skete før år 384, for vi ved med sikkerhed, at den første indvielse af en kirke til San Clemente fandt sted under Pave Siricius (384-399). Det, man idag kan se af huset, er kun den øverste del af en imponerende bygning, som brændte under Nero’s brand og derefter blev opfyldt for at danne fundamentet til en beboelsesejendom fra det 1. århundrede. De mure, der overlevede fra det gamle hus, bærer nu flere af murene til både den ældre og den yngre kirke. Det, der blev til hovedskibet i den ældre kirke, var i det 1. århundrede en gård i beboelseshuset. Nogle trappetrin lige overfor indgangen til den lille gang mellem Mithras-Templets forhal og “skole” fører ind i denne gård, som ikke er udgravet. Man fortsætter gennem forskellige rum ned til hjørnet af bygningen, som ligger under det venstre sideskib i kirken ovenover. Her ligger (ud mod Via di San Giovanni in Laterano, der ligger ca. 9 meter højere oppe!) nogle værelser fra stueetagen i det gamle hus med teglstensgulv i sildebens-mønster og -vægge i “opus reticulatum”. Her findes et udløb fra den sø, som lå under San Clemente. I det andet værelse kan man se, hvordan vandet løber, oprindeligt var det måske en skjult kilde eller en akvædukt, som bragte drikkevand til kvarteret, men nu er den ført ned til Colosseum og ud i Tiberen af Cloaca Maxima. Det er nødvendigt at gå samme vej tilbage og nå ud til det andet hjørne af huset, hvor der ligger et værelse under den gamle kirkes højre sideskib. Går man ned her, igennem en række beboelsesrum, kommer man ned til en lille katakomb, der blev opdaget i 1938 og indeholder 16 væg-grave, de såkaldte loculi, 8 loculi à ca.2 meters dybde på hver side af rummet. Den er nok indrettet i det 5. eller 6.århundrede. Gennem et gitter ved trappen op kan man se indholdet i en af gravene. Og her går man så op igen, gennem århundrederne til det 4. århundredes kirke og derfra op til det 11. århundredes og ud i det moderne Rom. Mithras-kulten Guden Mithras dyrkedes i de særlige Mithras-templer, mithræer, som bestod af flere rum. Hovedrummet var en slags hule eller et aflangt rum tilhugget som en hule med hvælvet loft og væggene bemalede med symbolske motiver, blandt andet et motiv fra myten, hvor Mithras dræber solgudens undslupne vilde tyr ved et snit halsen, så blodet herfra falder på jorden og starter liv og frugtbarhed. Kulten var hierarkisk opbygget med 7 trin, der svarede til de 7 planeter: ravn, brudgom (?), soldat, løve, perser, solens løber(bane) og fader. Indvielsen skete efter flere prøver i udholdenhed. De indviede, kun mænd, heraf mange soldater og officerer, blandt hvilke dyrkelsen især var udbredt, sad på bænke på langsiderne i rummet efter den “rang” de havde i menigheden. Der afholdtes et fælles måltid med vin til minde om afskedsmåltidet mellem Mithras og solguden (Apollon), som berettes i myten. Nogle gange ofredes en tyr og den, der skulle indvies, drak tyrens blod. Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne. Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse. Troen var, at efter fødslen stiger sjælen fra lysets kilde gennem de 7 planeters sfærer og fra hver af dem medtager den urenheder, som renses bort ved indvielsen. Efter døden dømmer Mithras, om det er lykkedes at befri sjælen for alt urent, og den kan så stige op igen og også rense sig undervejs, er altså udødelig. I Kristendommens første århundreder frygtede man konkurrencen fra denne religion. Vi har ingen skriftlige kilder fra Mithras-dyrkerne selv, da de havde forbud mod at udtale sig om, hvad der foregik; fra deres modstandere, de kristne, har vi derimod beskrivelser af kulten. Tempelgrotten repræsenterede universet og det hvælvede loft var udsmykket med stjerner, enten malede eller i stuk, nogle steder også nogle åbninger, 4 store, som skulle vise de 4 årstider og 7 små, som skulle vise de 7 konstellationer. På alteret repræsenterede buster årstiderne og der optrådte ofte de 2 halvår personificeret af Cautes og Cautopates. Cautes er det halvår, hvor sollyset tiltager, nemlig fra den 21. december til den 21. juni, og han holder derfor den medbragte fakkel vendt mod himmelen. Cautopates holder derimod sin fakkel vendt mod jorden, han personificerer det halvår, hvor solen aftager, fra 21. juni til den 21. december. Religionen var yderst moralsk, den glorificerede loyalitet og trofasthed. Indvielsen til Mithras og dyrkernes fordybelse i religionen og efterligning af gudens lydighed mod solguden Apollon, hvorved han vandt livets sejr og kom i himmelen, gav hans tilhængere håb om det samme. De enkelte “menigheder” har muligvis været ret små, i Mitreo di San Clemente har der for eksempel været plads til at 30-40 personer har kunnet mødes. Og det drejede sig kun om mænd, kvinder var udelukket fra denne kult i modsætning til Kristendommen, som jo også endte med at blive den overlevende religion. Man mener, at kulten er blevet spredt af romerske soldater, som har været udstationeret i østen og som i år 67 introducerede den i Rom efter hjemkomsten fra militærkampagner i Asia Minor. Under den første kristne tid fik kulten flere tilhængere, blandt andet Kejser Commodus (180-192) og Kejser Diocletian (284-305). men efter det 4. århundrede forsvandt den fuldstændigt fra den romerske verden. Mithras, persisk guddom Mithras var en persisk lysgud, født af en klippe, placeret mellem jorden og solen, som i kampen mellem lys og mørke, godt og ondt, stod på lysguden Ahura-Mazda’s side og efterhånden kom til at erstatte denne guddom. Ifølge myten havde Ahura-Mazda skabt en vild tyr, som Mithras greb ved hornene og slæbte til en hule, hvorfra den stak af. Mithras indfangede den nu ved at gribe den i næseborene og stødte sin dolk i halsen på dyret. Blodet fra såret dryppede ned på jorden og heraf opstod liv og frugtbarhed. Mørkets gud Ahriman prøvede at drukne alt liv ved at sende en syndflod, men ved solens hjælp reddede Mithras livet på jorden. I kejsertiden kom Mithras-dyrkelsen til Rom sammen med sol-dyrkelsen, i starten mest i yderområderne af det store romerrige – og særligt blandt soldaterne. Det var en lukket “mysterie-religion” med hierarkisk opbygning og hemmelige optagelsesritualer, der fandt sted i særlige Mithras-templer, mithræer, af hvilke der flere steder kan ses rester i Rom. På afbildinger i disse mithræer vises Mithras med en frygisk hue som tegn på hans østlige oprindelse. I den romerske tilpasning var det guden Apollon, som gennem en ravn gav Mithras ordre til at drage ud på landet for at opsøge det mest vitale dyr af alle, nemlig en tyr, hvis blod han skulle udgyde over jorden for at alle planterne, alt dyrelivet, alt det gode, der eksisterer, derigennem skulle modtage livet. Imidlertid blev Mithras fulgt af 3 dyr, en jagthund, en slange og en skorpion og denne sidste fik ved list også udgydt det onde over jorden sammen med tyrens blod. Mithras og Apollon kom op at skændes over sagens udfald, men sluttede fred og fejrede livets triumf med et fælles måltid. Derefter førte solguden Apollon sin trofaste tjener Mithras til himlen på en vogn. Tyren bliver her først og fremmest et symbol på frugtbarhed, men den symboliserer også foråret, som er den vigtigste årstid af alle og Mithras-kulten er dybt bundet til årstiderne. Fordi Mithras som tak for sin lydighed mod Apollon havde opnået livet for jorden og selv var fløjet til himmels, havde hans tilhængere al grund til håb om frelse for dem selv, hvis de gentog hans lydighed og fordybelse. Mithræer Et mithræum er et tempel for guden Mithras, en gud af persisk oprindelse, der dyrkedes i Rom fra omkring år 67 til det 4. århundrede efter Kristus, hvor den blev udkonkurreret af Kristendommen. Der er fundet rester af mithræer mange steder i Rom og flere af dem kan beses i dag, for eksempel: Mitreo San Clemente, under kirken San Clemente Mitreo Santa Prisca, under kirken Santa Prisca Mitreo Barberini, Palazzo Barberini, Via delle Quattro Fontane (henv.: Soprintendenza Archeologica di Roma, telf.: 67.10.38.19-67.10.20.75, fra kl.8 til kl.14) Mitreo delle Terme di Caracalla, Via delle Terme di Caracalla (henv.: Soprintendenza Archeologica di Roma, telf.: 67.10.38.19-67.10.20.75, fra kl.8 til kl.14) Mitreo del Circo Massimo, Via dei Cerchi no.6 (henv.: Sovraintendenza alle Antichità e Belle Arti del Comune di Roma) Mitreo di Palazzo della Cancelleria, under Palazzo della Cancelleria, Piazza della Cancelleria Mitreo di Via Giovanni Lanza, Via Giovanni Lanza nr.130. (besøg efter særlig tilladelse, henv.: Sovraintendenza Archeologica del Comune di Roma, X.Ripartizione, Portico d’Ottavia) Mitreo Santo Stefano Rotondo, under kirken Santo Stefano Rotondo Der er også fundet andre rester af mithræer på Monte Celio, blandt andet ved kirkerne San Tommaso in Formis og Santa Maria in Domnica, hvor der tidligere lå nogle store kaserner: V.Cohortium Vigilum og Castra Peregrina. Her er der dog ikke noget at se idag. En forsker har beregnet, at der skulle have været 700-800 mithræer i Rom, men endnu er der kun fundet rester af få, flere kan ses i Roms havneby Ostia, hvor der er udgravet 17 helligdomme, hvoraf de 14 er åbne for besøgende. Nogle af mithræerne i Rom er måske ikke åbne til daglig, men ved henvendelse til myndighederne, kan man få tilladelse til et besøg, se evt. angivelse heraf i parantesen udfor mithræets navn. |
|
Plan over San Clemente den nuværende kirke fra det 11. århundrede ![]()
|
|
Plan over San Clemente Kirke fra det 4. århundrede ![]()
|
|
Plan over San Clemente
Bygning fra sidst i det 1. århundrede
|