Højde: 257 meter over havet.
Kommunens: Areal 45 km2 Befolkning 6796 |
Fra Cori langs bjergkæden mod syd ligger en perlerække at smukke byer.
Det er ikke muligt at finde sikre vidnesbyrd om Sermonetas oprindelse. Historien blander sig med legender og fortæller om forskellige folk, der i dette velbeskyttede område fandt et godt sted at slå sig ned. Dette, sammen med et faktum, at de første skrevne kilder daterer sig så sent som efter det XII årh., gør det umuligt at sige noget sikkert om byens oprindelse. Det er sandsynligt, at byens oprindelige navn var Sulmo, som af romerne blev ændret til Sulmoneta fordi de havde ofret til gudinden Moneta inden de indledte slaget, der lod dem erobre byen. Igennem hele den romerske periode var Sermoneta en fremgangsrig by, ikke mindst takket være den strategiske placering oven for via Appia. Der er adskillige arkæologiske vidnesbyrd: ruiner af templer, rester af en villa, som mange mener har tilhørt Caracalla, samt nogle stentavler med romerske navne og en gravurne med navnet på en romersk patricier. Endelig findes et tempel fra denne periode, hvoraf der dog i dag kun er nogle rester at se, og som senere er blevet bygget ind i kirken Santa Emerenziana. Efter Romerrigets nedgangstid er den historiske dokumentation imidlertid så sparsom, at det er sandsynligt, at området blev fuldstændig forladt. Den mest interessante periode for Sermoneta er dog middelalderen, som er tæt knyttet til familien Caetani. Sammen med Ninfa og Norma hørte den til de byer og territorier, som Bonifacius VIII’s nevø Pietro Caetani fik foræret af paven i 1303. Disse var i Caetanislægtens eje indtil Borgia’erne bemægtigede sig dem ved svindel omkring 100 år senere. I 1499 gav Alexander VI dem til sin datter Lucrezia Borgia, som igen gav dem til sin søn Rodrigo. I 1504 genindsatte Julius II Caetani’erne i lenet med Sermoneta og de omkringliggende byer med en pavelig bulle.
|
På Sermonetas territorium findes klostret Abbazia di Valvisciolo, et af de første eksempler på cistercienser-gotik i Italien. Det menes grundlagt af græske munke, derefter overgået til Tempelherrerne og endelig, i begyndelsen af det XIV årh., til cistercienserne. Siden har det haft op- og nedgangstider, endda været forladt i perioder. Kirken er treskibet med den strenge enkelhed, der kendetegner cistercienserne.
|