En herlig tur i Trastevere
 Lad det være sagt med det sammeNår vi gik gennem trastevere for år tilbage, var der stille og fredeligt. Restauranterne var lukkede hele eftermiddagen, vinen for dyr, og halvdårlig service – men hyggeligt… Nu skal man kløve sig frem gennem turisthorderne, og jeg holder de sidste mange års skribenter, heriblandt Per Pallesen, samt andres skriblerier ansvarlige for at det, men folkeligt, det er det, og fornøjeligt er det også, måske i mindre grad for de lokale. I nedenstående artikel fornemmes at den er skrevet for en del år siden, og det beskrevne ikke længere findes… Her er artiklen: |
| » I trasteverini «, som Tastveres befolkning kaldes, adskiller sig af udseende fra de øvrige romere. De solide kvinder har de samme klassiske træk, som man ser på mønter eller statuer af kvinder fra det gamle Rom, og mændene er mindre og mere tætte og robuste, end mænd almindeligvis er i Rom.
Historisk pulterkammer Naboskab og kolorit Trasteveres hjerte God mad og frække tjenere
|
rasteveres hjerte er Piazza Santa Maria med den pragtfulde kirke Santa Maria in Trastevere, der efter sigende blev grundlagt omkring år 222 på det sted, hvor legenden fortæller, at en kilde med olie sprang frem den dag, Jesus blev født. Endnu smukkere er St. Ceciha-kirken bygget over kirkemusikkens skytshelgeninde Cecilias grav. På Via della Scala ligger de brunkuttede, barfodede karmeliterbrødres apotek fra 1600-tallet. Munkene fastslog deres ry som medicinske eksperter, da de under den hærgende pest i Rom i 1764 lavede en medicin af alkohol; balsam, mynte, rosmarin, baldrian, lavendel, merian og orangeblomster. Den sælges den dag i dag som middel mod fordøjelsesvanskeligheder.
Jeg har her vores hemmelighed: Roms bedste bar!
Det er kun til DIG, jeg fortæller det. Sig det ikke til andre, højst til din elskede.
Der er altid fuld hus!
Vi gik en hed sommerdag i timer rundt i Trastevere, for at finde en bar, der ikke solgte en billig Chianti til uforskammede høje priser. Jeg gad efterhånden ikke gå ind og få at vide, at prisen for en flaske var 14-20 euro.
SÅ – nede ad gaden, henne om hjørnet lå Bar San Calisto. Det var simpelthen for nemt, for det er lige henne og nede, få skridt fra kirken Santa Maria in Trastevere. Jeg gad end ikke gå ind og spørge, så min kone Anne Marie gik ind og spurgte på en flaske hvidvin. Hun kom ud og sagde 7 euro. Vrøvl sagde jeg, du har hørt forkert, og jeg trak af med hende. Dumrian!
Så blev hun insisterende, så jeg skulle nok gå ind og udstille hendes dumhed. Jeg kom ud med klamme røde ører. Det var prisen, ikke bare for en billig Chianti, men for en ægte Est Est Est fra Montefiascone. Den er Go’
Der var fuld hus, men bestilling af en flaske og to glas ryddede hurtigt et bord med lokale, som sad med en tom kop kaffe.
Trasteveres gader er nogle af Roms mest turist-overfyldte, især om aftenen, hvor det maleriske distrikts barer og spisesteder fylkes med udenlandsk ungdom. Men Bar San Calisto er en undtagelse. I syv årtier har det modstået alt pres for smartness for sig selv og f
or besøgende, og har beholdt en aglamorøs tilbageholdenhed med nogle herlige lokale kunstneriske og intellektuelle typer samt forskellige punks, hippier og andre alternative af alle beskrivelser. Peroni øl i flasken, sans glass, er det habitués’ valg af drik ved de skrammede borde på det brostensbelagte torv. Men kaffen er god og isen lækker, især når den serveres affogato – flydende i et glas kaffe eller alkohol. Om vinteren er varm chokolade toppet med flødeskum legendarisk. Forvent ikke charmerende service eller endda kommunikation i andet end den mest uigennemtrængelige romersk dialekt. Men den er en forfriskende ændring fra den sædvanlige flersprogede glatte samtale.
Sig det nu ikke til nogen: Piazza San Calisto 3-5, +39 06 589 5670. Åben mandag-lørdag fra 06:00 til 02:00
Jeg har gemt det bedste til sidst.
Trattoria Augusto i Trastevere den 12. auust 2017
Vi har gået der forbi Trattoria da Augusto utallige gange. Bare hastet forbi. Vi havde længe været irriteret på stedet, for, for år tilbage prøvede vi flere gange at komme der, men altid var alt optaget. God mad og gode priser. Måske var det for godt, for så lukkede restauranten. og forblev sådan i nogle år! De hed vist noget andet…
Men den aften var der lange køer, og det var end ikke ikke sent, omkring kl 20:00. Vi var fire, og to stillede sig i køen, de andre to blev sendt ud at rekognoscere. Kom tilbage, utålmodigt spejdende. Der er faktisk to døre ind, men en emsig tjener gennede køerne til det, som så var fordøren. Min hustru havde kik på sidedøren, og vi masede derned. Netop som vi kom. vr et bordfuld gæster ved at betale, og vi omringede bordet. Et effektivt damemenneske forklarede os højlydt, at vi skulle fjerne os hen til den officielle dør. De betalende gæster blinkede, og overlod os deres bord, hvor vi straks slog rod. Huh kom og sagde en hel masse meget hurtigt, med vanligt gestikulerende arme. Vi forstod absolut intet italiensk, og blev siddende. Hun opgav, og smed 4 menukort, og vi bad om en liter vin i karaffel.
Man taler ofte om, hvad der er typisk dansk, og her udfoldede det sig virkelig. Danskere bruger uforsvarlig lang tid på at bestemme sig, og ænser ikke travlheden og utålmodige tjenerblikke. Endelig, endelig bestemmer man sig , og hæver en arm efter tjeneren. I samme sekund man begynder at at bestille, overvældes man af en frygtelig tvivl. Sidemandens bestilling var nok bedre, og man ændrer. Straks efter bider tvivlens grønøjede djævel i en, og man ombestemmer sig.
Sådan også denne aften. Men bestillingen kom i gang. Nicolaj bestilte en gang Pollo alla Romana. Den effektive tjener af hunkøn erklærede No – “e finito”
Nicolaj fremkom da det næstbedste ønske – NO, E FINITO! En af os andre ville nu redde sin bestilling, og bestilte, men: NO E FINITO.
Hektisk, som en kamp mod tiden sprintede øjnene rundt, og jeg valgte Carne cotto. Det lød trist; kogt kød, men nu, nu var en hurtig beslutning nødvendig. Bestillingen blev accepteret. Alleprøvede sig frem, to bestilte det samme, men: NO – solo uno. Ti var SÅ tætte på den sidste nadver, som SAntonoi stadig havde i gryderne.
Det første vi havde bestilt var denne liter hvidvin, som vi nu i slipstrønmmen af et vores befriende begejstringssus tillod os at rykke for. En øjeblik efter kom en 1 liters karaffel 1/4 fuld på bordet. Den lille kvinde var frygtindgydende, men synet af denne sjat gav mod til at erklære, at det ikke var en liter, hvorpå et hvæsende blik skar gennem den overfyldte restaurants bølgende stemmedyb: il vino e finito!
Så sank modet. En vinløs aften…
Vi ville alle smage på hinandens retter, og alt var SÅ veltillavet
Meget havde man budt os, men jeg fik fremstammet, ja, jamen hva så?
Vi har flaskevine! I min overraskelse ved meldingen om at vinen var sluppet op, var begrebet flaskevine slet ikke faldet mig ind. Således opmuntret spurgte jeg, hvad de havde, og en remse på vingårdes navne kom i én lang sætning, hvoraf jeg kun opsnappede et, for den kender jeg. Supergod vin. og prisen særdeles human, endda noget under, hvad den ellers koster. Opløftet bestilte jeg denne flaske Casale del Giglio. En af Italiens bedste, kun en køretur fra Cori.
Vi havde en fantastisk aften. Maden var helt fantastisk vellavet. Mit kogte kød en drøm af velsmag. Flasken blev til flere. Nabobordet havde fulgt livligt med i ordvekslingerne, og morede sig kongeligt over at alt var udsolgt. Så vi faldt i snak.
I sandheds interesse skal nævnes, at det lige før italienernes store feriestart, med alt lukket 15. august: Ferragosto, som kun få italienere ved er Jomfru Marias Himmelfærd. Det er bare årets ferie!
Der er ikke rigtig noget belæg derfor i biblen, men selvfølgelig er Jomfru Maria, som sønnen også faret til himmels.
Nå, vi er i Rom også denne Ferragosto, men måske vi kommer vi på Trattoria Augusto et par dage før dagen.
 Her er Trattoria Augusto, og helt nede i kortets bund kan I finde Bar Calisto |
 Bar Calisto med Est Est Est vin fra Montefiascone ved Bolsena-søen – ikke langt fra Orte, hvor vi også har feriehus |
