Iflg. legenden skulle byen være grundlagt af Dardano omkr. 1400 f.C. og restaureret af Corace, som efter sit eget navn kaldte den CORA, men der er indtil i dag ikke fundet noget, som kan, selv ikke tilnærmelsesvis, bestemme tidspunktet for byens grundlæggelse. Der tales om underjordiske beboelser og neolitiske genstande fundet på Cori’s territorium, men mere præcise oplysninger om disse fund har ikke kunnet opdrives. Også de kyklopiske mure, som legenden tilskriver Dardanus (14. årh.f.C.) anser man i dag for betydeligt yngre, men selv med en betydelig fremdatering tillader disse mure os at bekræfte, at Cori allerede var en magtfuld by, dengang Rom endnu var ved begyndelsen af sin storhedstid. De første indbyggere – og altså byens grundlæggere – kan nok angives til at være de forskellige folkestammer, som i 10. og 9. årh. f.C. invaderede det nuværende Lazio, blandede sig med den oprindelige befolkning og grundlagde det latinske folk.
Cori havde i det 3.årh. f.C. sin egen mønt, slået i sølv og bronze. I dag kender vi kun et eneste eksemplar i sølv, som opbevares på Louvre i medalje-kammeret. Det er muligvis den, som beskrives af Giacomo Milligen i London i 1831 [ HN: nærmere kildeangivelse savnes, Milligen er ikke nævnt i bibliografien]: “på forsiden ses den laurbærkransede Apollon med ansigtet vendt mod venstre; på bagsiden en hest i fuld galop mod venstre bærende en rytter, fra hvis skuldre en meget let kappe blæser i vinden, og hvis hoved er dækket af en hue, der ligner den, Mercur normalt bærer. Under hestens bug står at læse CORANO”. [En sølvkopi findes på Cori’s nye bymuseum, åbnet i november 2000]
I borgerkrigen mellem Marius og Sulla overvinder Sulla rivalen, og efter at være udnævnt til diktator på livstid, hævner han sig grusomt på sine fjender. På sin gravsten ønskede han en indskrift, han selv havde forfattet: “Ingen var bedre imod sine venner og ingen var værre imod sine fjender”. I denne borgerkrig tog Cori parti for Sulla, hvilket vi kan udlede af de store bygningsværker, der blev opført eller genopbygget under Sulla: Herkules-templet, Castor-Pollux templet, nogle af bastionerne i den kyklopiske mur. Cori var aldrig mere blomstrende og smuk end på Sulla’s tid. Med LEX IULIA-loven og den følgende Sulla’ske reform fik kolonierne romersk borgerret og blev omdannet til selvstændige kommuner. De bevarede en høj grad af administrativ og juridisk autonomi, selvom de dog i alle vigtige spørgsmål var underlagt romersk kontrol.
HERKULESTEMPLET (øverst i byen)
Fra ca. 82-79 e. Kr.
Det rejser sig på akropolis-højen, det coresiske kapitol område, næsten som en krone over byen. I nærheden har der muligvis ligget andre templer viet kapitol-guddommene Jupiter, Minerva og Juno; Der findes imidlertid ikke spor heraf. Den mulige eksistens af sådanne templer, samt påstanden fra visse historikere om et fund af en Minerva-statue i nærheden, har fået nogen til at mene, at templet måske slet ikke er viet til Herkules, men til en anden guddom. Bygningen stammer fra den Sulla’ske restaurerings periode (82-79 f.C.) og er rejst under duumviri’erne Manlio og Turpilio, som det kan læses på frisens inskription:
Stilen er dorisk-italisk. Søjlerne måler 0,72 m. i diameter og er 10 m. høje, incl. basis og kapital. De er glatte på nederste tredjedel og rillede på de øverste to tredjedele. Oprindelig har de været dækket af et let lag maling med polykrom dekorering. Af det originale tempel er kun søjleforhallen tilbage, velbevaret i alle dele, mens selve tempelrummet og den store indgangstrappe er forsvundet. Efter at man har fjernet nogle grimme bygninger, som tidligere skjulte og skæmmede templet, fremtræder det i dag næsten stående frit i luften med sin antikke skønhed. Den 24 juli 1898 blev det erklæret for national-monument.M. MANLIUS M . F.L. TURPILIUS L.E DUUMVIRES DE SENATUS SENTENTIA AEDEM FACIENDAM COERAVERUNT EIUSDEMQUE PROBAVERE.
Rafael drog til Cori for at opmåle templet, da han var blevet valgt til at bygge Vatikanbasilikaen.
Den danske maler Jørgen Roed malede Herkulestemplet, og billedet, der hænger på Statens Museum For Kunst er dateret den 27. april 1838
TÅRNENE (på Piazza Signina)
Ved ringmuren og også inde i byen ses resterne af de antikke tårne bygget sammen med gamle huse eller som ruiner overgroet af vedbend. De ældste går tilbage til borgerkrigen mellem Marius og Sulla, men størstedelen blev bygget i middelalderen i tiden mellem 9. og 15 årh., da Ladislao af Napoli befalede en forstærkning af Cori’s befæstningsanlæg. Det smukkeste er Sulla-tårnet ved Porta Segnina.
Sulla lod det bygge som tak til Cori, som havde stået på Sulla’s side i borgerkrigen mod Marius.
CAPELLA DEL BEATO TOMMASO
Ovenfor Piazzza Signina ligger den salige Tommasos kapel ved siden af hans hus, hvor det blev
opført i forrige århundrede efter tegninger af arkitekten Nicola Giansimoni fra Velletri.
Det blev højtideligt indviet af monsignore Gerardo Macioti i 1832. Billedet af den salige Tommaso og billedet af San Rocco er udført af kunstneren Giuseppe Manno, som allerede i 1827 havde malet billedet i Konservatorkapellet på Capitol.
Tommaso, soim blev helgenkåret i 2000. I mange år havde kirken været nedlagt, og lager for tømmer. Straks ved nys om helgenkåringen satte Coris borgere kirken i fin stand. Den danner et græsk kors i formen, og kuplen er båret oppe af råt tilhugne træstammer. Et smukt, enkelt rum, og genindviet på smukkeste vis. Gaden forbi kirken blev forsynet med ny stenbelægning, ligesom pladsen, hvori gaden munder ud, højere oppe er nyrestaureret.
PIAZZA SANTA MARIA
Gravsten, som står i en niche over for kirken med inskriptionen:
TL. CL. TI FILIO IV Omnibus homo S. Coraz func. To. Ordo et popol Cora bene merita Eius
Andre romerske fragmenter findes rundt om på pladsen.
KYKLOPMURENE
De imponerende kyklopiske konstruktioner, som udstrækker sig indenfor og rundt om byen i en længde af ca. 2,5 km er det vigtigste arkæologiske monument i Cori, såvel m.h.t. alder og storhed. De består af en ringmur (der sammen med den senere befæstning med talrige tårne udgjorde det bedst tænkelige forsvarsværk imod fjender) samt forskellige terrasse-konstruktioner med bygningsmæssigt og forsvarsmæssigt formål. De er blevet tillagt de mytologiske Kykoloper og Pelasger fra en meget fjern fortid. De antikke historikere skrev, at Cori’s mure “skulle være dannet af uformelige klippemasser hugget ud fra bjerget” og tilhøre 4 perioder: Dardanus-murene (1400 f.C.), den latinske koloniperiode (1100), den romerske koloniperiode (493) og perioden omkring den Sulla’ske restaurering i 88 f.Kr.
Historikeren Attily forsvarer teorien om, at det er det pelasgiske folk, der har bygget murene, sådan som det påstås af de antikke forfattere.
Accrocca mener at murene blev konstrueret af græske bygmestre i 6.årh. f.C. De er af en unik type og alle fra samme periode. De tilsyneladende forskelle kan afhænge af, at ikke alle er lige godt bevaret og at der er anvendt forskellige slags sten. Historikeren G. Luglio (1957) mener, at murene er senere, ringmuren fra slutningen af 5. årh., de øvrige fra slutningen af 4. årh. Det sidste ord er næppe sagt i den sag, men at man må afvente nye vellykkede udgravninger, for at disse fantastiske konstruktioner kan dateres med større nøjagtighed.
SANT OLIVA KIRKEN OG Santa Oliva KLOSTRET
(Nøglen til kirken fås i baren ovenfor)
Cori har fået det smukke klosterkompleks Santa Oliva på grund af pater Ambrogio Massaris kærlighed til sin hjemegn og kardinal Guglielmo d’Estoutevilles gavmildhed. Det blev bygget til augustinermunkene, som i 200 år havde holdt til i Insitoklosteret, der med tiden var blevet et usundt og usikkert sted, placeret som det var, uden for murene ved den laveste del af byen. Det er sandsynligt, at arkitekterne er Sebastiano Fiorentino og Giacomo da Pietrasanta, der begge arbejde for Guglielmo d’Estouteville. Det sted, der blev valgt til det nye kloster var tæt ved ruinerne af Janus-templet, hvor traditionen foreskriver, at den første kristne kirke blev grundlagt i det 4. århundrede. En kunstner med heldig indsigt reddede resterne af det gamle tempel ved at forene det med den nye kirkes buer.
De søjler, der understøtter hvælvingerne i den primitive S. Oliva-kirke, er det eneste, som er tilbage af dette tempel. Det stammer fra 1.årh. e.Kr. Søjlerne har korintisk orden, med 4 søjler forrest og 2 mellemsøjler ved siderne. At templet skulle være viet til Janus, er en antagelse som traditionen har overleveret. Den kan ikke bekræftes af arkæologiske fund. Ud fra søjlernes position – som stadig er således – kan man slutte sig til monumentets generelle position og dets størrelse, og man kan endvidere få bekræftet den opfattelse, at byen på dette tidspunkt (1.årh.) stadig var en blomstrende by.
Massari blev ramt af uheld og førte ikke sit arbejde til ende med en værdig udsmykning. Freskerne i apsis blev malet i 1507 af en rimelig efterfølger til Pinturicchio, men loftet blev »udsmykket med fresker af en bizar kunstner med en livlig fantasi, der ikke forstod at forene hverken renhed, tegnekunst eller en ordnet komposition. Han malede scener fra det Gamle og det Nye Testamente, og det er morsomt at se, hvordan han afbildede skabelsen af dyrene og af kvinden.«
Freskerne i apsis bekostedes af Lorenzo Mandaionis og freskerne på loftet af brødrene Antonio og Giacomo Mattei.
Klostergården
S. Olivaklosterets vigtigste del er den smukke klostergård, som ifølge Giovannoni kan måle sig med de fineste og ædleste udsmykninger fra 1400-tallets guldalder. Den har to søjleordener. Den nederste er en rummelig arkade, der går hele vejen rundt om gården med stensøjler og joniske kapitæler. I den øvre del er søjlerne derimod af marmor med forskellige kapitæler, udsmykkede med vandplanteblade, vædderhoveder, delfiner, overflødighedshorn, engle og små menneskefigurer. Kunstneren har indhugget sit navn og datoen – Ant. da Como, An. 1480 – i den anden og den syvende søjle i loggiaens venstre side. Der er i klostergården bevaret nogle antikke inskriptioner og andet arkæologisk materiale, som venter på, at gården bliver sæde for bymuseet. Klostret er i dag nyindrettet til museum med indgang fra baren – Entre 5 €. Bemærk den smukke klostergaard og freskerne fra begyndelsen af 1500 tallet.
FORUM (Via delle Colonne)
Må have ligget på det store område, der – understøttet og begrænset af to kyklopiske bastions-konstruktioner – går fra piazza Montagna til dioskur templet. Dette område er det rigeste m.h.t. arkæologiske rester: Søjlestumper, stykker af overliggere etc., som man kan se indmuret i husene eller blot stillet op ad murene langs gaden, der ligefrem hedder Via delle Colonne. Nedenfor – på jordhøjdeplan, hvor der nu er kantiner (vinkældre), er der et mosaikgulv ca. 70 m. langt, hvorpå er skrevet: C. Curtius OL PHJLO [ingen tolkning!]
Den storslåede porticus støttet af 60 søjler, som Volpi omtaler, kan muligvis have været indgangen til Cori’s forum, der i så fald har dannet nærmest en stor atrium-forgård til Castor og Pollux-templet. Accrocca mener, at der i nærheden af forum også har ligget et Minerva-tempel. Dette kan dog kun være en hypotese, eftersom hverken historiske eller arkæologiske kilder afslører andet end tilstedeværelsen af ét stort monument; de er utilstrækkelige til at sige noget nærmere om, hvordan det hele faktisk har været. Sikkert er, at hvis de gamle huse på området en dag rives ned og man kan få det frem i lyset, som stadig måtte være tilbage af den oprindelige struktur, så ville dette område turistmæssigt og arkæologisk blive det vigtigste centrum i byen.
CASTOR OG POLLUX TEMPEL
Ligger på forum’et ved siden af det tempel fra 4.årh. af samme navn, der blev ødelagt af Marius’ tropper under borgerkrigene. Det blev genopbygget på Sulla’s tid (82-79) i korintisk stil ligesom det foregående, men lidt derfra for at give mulighed for større proportioner. Af det Sulla’ske tempel er der intet andet tilbage end to søjler med overligger og frise. Søjlerne har en diameter på 92 cm og 10 m i højden. Inskriptionen giver os navnene på de guder, det er viet til, og navnet M. Calvio, som igangsatte arbejdet, samt det decurion-dekret, der lod det bygge: M. CASTORI POLLUCI DEC. S.FAC. I M. CALVIUS M.F.P.N. (IO)
Ud fra den smule der er tilbage er det ikke muligt at slutte sig til templets grundplan, men det er tilstrækkeligt til at give et indtryk af dets imponerende omfang og dets skønhed. Volpi siger – måske lovlig fantasifuldt – om dette tempel: Dets længde kan anslås til 80 skridt, gulvet er belagt med forskellige sten, lad os kalde det mosaik. Indgangen har været ret så storslået, prydet af en fantastisk søjlegang[portico] med 60 søjler i forskellig stil, dorisk, korintisk, tosco.
Mange fragmenter viser os den umådelige størrelse på bygningen samt dens fine, kunstfærdige præg. Væsentligt at nævne er, at de udgravninger som er blevet udført af la Sopraintendenza alle Belle Arti, har bragt dele af det oprindelige 4.årh.-tempel samt værdifuldt arkæologisk materiale for dagens lys, og at disse fund kan bekræfte Volpi’s fantasifulde rekonstruktion. Af den berømte marmorhest, som Laurienti omtaler, er der kun fundet en sko.
Termer…(Badeanlæg)
Cori’s termer lå på Via Ninfina, et godt stykke ned mod Porta Romana. I centrum rejste sig, liggende højt som på en bastion, den “doriske brønd”, il pozzo dorico, der på samme tid tjente som vandforråd for badene og terrasse for hele komplekset. Pladsen, som i dag er stille og skjult, var dengang mødestedet for de velhavende Coresere, – et ideelt sted med sin beliggenhed midt imellem forum og badene, med de omgivende templer og det enestående panorama over Pontina-sletten.
Termerne udgjorde sammen med forum centrum i borgernes dagligliv, idet man dér foruden at bade lavede konkurrencer og fysiske øvelser. Badene indeholdt svømmebassiner, sale, butikker og søjlegange, hvor mange opholdt sig for at gøre forretning eller for simpelt tidsfordriv
Af hele dette kompleks, som var det største, om end måske ikke det smukkeste af Cori’s antikke monumenter, er der meget lidt tilbage. Vi kan skimte sporene i visse gamle lokaler, hvor det opklinede ler kommer til syne i de nedslidte mure. Ovenpå dets kompleksets enorme ruin hviler store dele af det nedre Cori, Cori Valle.
PONTE DELLA CATENA-BROEN
er en romersk konstruktion fra Sulla-tiden. Den hviler på kvadratiske klippeblokke med tre rækker sten over buen;
dens højde er 21 m. Den stærke kurve kan bære selv den tungeste trafik – også vore dage – og i 2000 år er man kommet sikkert over denne bro. M.h.t. soliditet og dristighed er det en af de fineste romerske broer. Den er 21 meter høj, og det er den særlige konstruktion med en bue af 3 lag firkantede blokke, som tillader vore dages tunge trafik at passere, uden at broen er yderligere støttet eller sikret.
Når der intet vand strømmer under broen, skyldes det, at vandet for får tilbage er lagt i rør. Dog skete det i vinteren 2002-3 at naturens kræfter brød frem, idet så store vandmasser trængte sig gennem røret, at dette sprang, og vandet fossede frem under broen.
PADRE PIO
Ved flodsengen er i 2001 opstillet en statue af Padro Pio, en i Italien verdensberømt helgen. Han var født den 25. maj 1887 i Pietrelcina. Blev Capuchinerpræst i San Giovanni Rotondo ved foden af Monte Calvo i det sydlige Italien nær Bari. Allerede i 1918, 31 år gammel fik Padre Pio stigmata: blødte fra hænder, fødder og bryst – som Jesu sår. Senere skete adskillige undere: Ved et skriftemål, hvor en kvinde havde nedskrevet sine synder, remsede Padre Pio alle hendes synder op, førend hun selv, og i samme rækkefølge, som på papiret. Padre Pio kunne også være to steder på samme tid: Under 1. verdenskrig ved et stort slag i Caporetto nær Trieste havde ¼ mill. mistede livet, og General Cadorna blev gjort ansvarlig for nederlaget. Han ville derfor tage sit liv. Gav ordre om at ville være uforstyrret, og havde hævet sin revolver, da han hører en stemme: ”En sådan handling er dum” , og Generalen så en ung munk tage revolveren ud af hans hånd, og straks efter var munk og revolver væk. Generalen fik senere succes, og ved et besøg i San Giovanni genkendte han Padre Pio, som den unge præst, der havde besøgt ham, og hindret hans selvmord.
Padre Pio har også helbredt alle slags sygdomme hos hundreder af mennesker, der valfartede til byen. Heriblandt en pige, født blind, som blev seende selvom hun ingen pupiller havde.
Den 20 sept. 1968 efter at have haft stigmata i 50 år, og daglig mistet hen ved en kop blod blev han svagere og svagere, og tre dage senere døde Padre Pio. Straks efter konstateredes det, at alle blødende sår var lægt, uden spor. 100.000 kom til den udendørs begravelsesmesse, som blev forestået af 27 capuchinerpræster og to biskopper. Padre Pio blev helgenkåret i 1999 ?
På familien Petriconi’s (kaldet Stoza) grund ca. 300 m på den anden side broen findes ni korintiske kapitæler af en beundringsværdig udformning. Syv mindre (50 x 50 x 40) velbevarede, udhugget med motiver af oliven-blade. De to store (74 x 65) har som motiver blade af bjørneklo samt nogle kvindeansigter. Det ene af disse kapitæler, beretter Attily, var efterspurgt og anerkendt som et virkeligt hovedværk, ligefrem overhovedet det eneste der fandtes af den type, og en tro kopi af det befinder sig på instituttet for de Skjønne Kunster i Paris. Kapitælerne stammer givetvis fra de coresiske templer og er blevet flyttet til denne villa af Mons. Nicola Manari i forrige århundrede.
Santissima Annunziata
Dette kapel omtales for første gang i 1373, da Giovanni Giudici gav et stykke jord ved siden af San Silvestro for at en kirke skulle bygges der. Kapellet kan stamme fra dette tidspunkt og freskerne kort efter. De lærde er enige om at datere det til begyndelsen af 1400-tallet. Udsmykningen blev ikke udført på én gang efter en overordnet plan, men forskellige mestre arbejdede der, hvilket let kan ses, både af stilen og af kompositionen. Det var også forskellige personer, der lod udsmykningen iværksætte.
På alteret, under Madonnabilledet står: “Ista figura Virginis Mariae fieri fecit Catarina Stefanelli”
(Denne figur af Jomfru Maria lod Catarina Stefanelli udføre)
På højre væg står: “Hoc opus fieri fecit Comune terrae Cori” (Dette værk lod Cori Kommune udføre)
Våbenskjoldene og inskriptionerne på døren: »De Spagna fuit. Qui me legerit dicat unum Pater NR.P.AIA. mea«
(Jeg var fra Spanien. Den, som læser mig skal bede et Fadervor for min sjæl.) De minder os også om spaniernes deltagelse i dette værk.
På centralvæggen har kunstneren malet Bebudelsen, Fødslen, Madonna med barnet og De vise mænds tilbedelse. De fresker, der har størst værdi, er dem på de nedre dele af sidevæggene. Til højre er den opstandne Kristus, apostlene og andre helgener (S. Peter med nøglerne, S. Andreas med korset, S. Caterina fra Alessandria, S. Giustino og S. Lucia), til venstre ses Jomfru Maria på tronen, og forskellige helgener (Johannes Evangelisten, Frans af Assisi, der får stigmata, S. Lorenzo, S. Agata med flere).
De øvre dele af væggene samt loftet er dekoreret med scener fra det Gamle og det Nye Testamente.
På bagvæggen er Dommedag malet. Øverst ses Kristus som dommer med Jomfru Maria og Johannes Døberen, nederst englen, som kalder til doms, S. Michael, som jager de fordømte til Helvede, hvor der befinder sig nogle fordømte, der torteres på yderst realistisk vis. Inskriptionerne, der næsten som regibemærkninger ledsager personerne, er i dag så godt som ulæselige.
Videnskabsfolk og kunstnere, der har interesseret sig for disse fresker, har erklæret Annunziatakapellet et kunsthistorisk monument af stor interesse. Hermanin skriver: »Blandt alle de kunstværker, som jeg kender i den romerske provins, er der ikke ét, der kan sammenlignes med dette, hvor man ser kunsten fra en maler, der frit og sikkert bevæger sig frem af fornyelsens vej.«
Kapellet er Nationalmonument.
SOCCORSO HELLIGDOMMEN
I 1521 skete det mirakuløse, at Jomfru Maria viste sig for pigen Oliva. I byen hørte man fra en uskyldig treårigs læber, at den Hellige Jomfru havde beskyttet hende i bjergene i 8 dage og ladet hende sutte på en af sine fingre når hun var sulten. Begejstringen over miraklet gav sig på den tid ikke udslag i demonstrationer, men den satte sig uudslettelige spor i byen. Man ville bygge en helligdom på stedet, hvor miraklet indtraf og man ville have Maria med tilnavnet Soccorso (hjælperen) som himmelsk beskytter af byen. Det gyveldækkede bjerg blev mål for stadige pilgrimsvandringer, ikke kun af folk fra Cori, men også fra de omkringliggende byer. Billedet af den Hellige Jomfru blev kronet af Vatikanet, en ære, der kun overgår de mest berømte helligdomme.
Det smukke Santuario (dvs. helligdom), der hæver sig majestætisk i Lepinerbjergene og dominerer byen, er forbundet med miraklet med jomfru Marias tilsynekomst for pigen Oliva Iannese. På stedet, hvor det ligger, har der i umindelige tider ligget et af disse kapeller, som benediktinermunkene plejer at opføre rundt om deres klostre. Da det gamle kloster nogle mil borte blev forladt, forfaldt også dette kapel. Det er måske derfor, at et billede af jomfru Maria blev fundet på en gammel mur, overgroet af brombærranker. Straks efter fundet byggede coreserne en kirke, der blev dekoreret med fresker og indviet i 1537. På grund af den stadig større tilstrømning af pilgrimme, også fra de nærliggende landsbyer, besluttede byrådet, at kirken skulle udvides uden hensyn til omkostningerne: »expensis non parcere, expensarum sumptus non coercere« (udgift skal ikke spares, udgifter skal ikke indskrænkes). Arbejdet blev betroet den romerske arkitekt Mario Arconti, men det storslåede projekt måtte indskrænkes på grund af de store udgifter. Den nye kirke blev indviet i 1639 efter fire år med store anstrengelser og umådelige omkostninger, der især skyldtes transporten af byggematerialerne.
Hovedalteret med doriske søjler og kostbart marmor blev bekostet af den coresiske adelsmand Lorenzo Buzi, og Madonnabilledet blev anbragt der i 1639. Det ser ud til, at denne fresko stammer fra den florentinske skole omkring år 1300. Det har undergået adskillige restaureringer og tilføjelser, og kun originalens centrale del er tilbage. Tronen, som jomfru Maria sidder på, de to engle, som bærer kronen, pigen Oliva og stoffet, der dækker Jesusbarnet, er alle senere tilføjelser
Der er mange mindeværdige begivenheder knyttet til Santuario del Soccorso: Den højtidelige kroning af Jomfruen, de forskellige 100-års mindefester, hvor borgerne i Cori genoplevede dagen for tilsynekomsten og med fornyet entusiasme besteg Soccorsobjerget. Alle disse festligheder efterlod et lysende kølvand, som dog derefter slukkedes i løbet af dagliglivets kedsomhed. Men et nyt liv begyndte for helligdommen i 1938 – da ankom munkeordenen Padri Trinitari. Med bygningen af den store noviceskole fik Santuario del Soccorso det samme imponerende udseende som de gamle klostre, hvor »laus perennis« (evig hyldest) steg op til Skaberen. Fædrenes aktiviteter er også årsag til kørevejen, som giver let adgang for alle de pilgrimme, der ankommer i bil.
Når vi taler om Madonna del Soccorso, er en glæde at huske på, at to af de populære hymner, som man synger i hele Italien, lød for første gang i Santuariet i Cori. De blev komponeret af augustinermunken Benedetto Giulimondi, den første, »Cantiamo fedeli con dolce armonia« (Lad os troende synge med sød harmoni), i 1668 og den anden, »Mira il tuo popolo« (Se dit folk), i 1878, hundredåret for kroningen af madonnaen. I de tusinder af udgaver, der siden er kommet af denne sang, er stroferne med Madonna del Soccorso forsvundet. Det drejer sig om den anden, tredie og fjerde strofe. De lyder sådan:
“Ved at vise dig,
oh ophøjede Gudinde,
for den uskyldige
pige Oliva”
gav Gud os
himmelsk glæde.
Oh hellige Jomfru,
bed for mig
Et mirakel
på dette bjerg.
Du bød os af
taknemmelighed
at åbne kilden
som kommer til Dig
Oh hellige…
Dit smukke billede
kronet
af alle folkene.
Ophøjet.
Er helligdom
for sand tro.“
I den sjette strofe blev linien »tutti t’invocano soccorritrice« (alle påkalder dig, hjælperinde) ændret til »tutti t’invocano ausiliatrice« (samme betydning, men med et andet ord for hjælperinde, der ikke er afledt af »soccorso«).
Heller ikke således lemlæstet mister hymnen sin skønhed, men det vides, at den blev komponeret i Cori til ære for Madonna del Soccorso.
Fra kirken kan man ad en bred trappe gå bodsvandring med mange små bedesteder. Man ender nede på Signina Pladsen
Santi Pietro e Paolo (ved restaurant Da Checco)
Kirken ligger på grunden for den gamle kirke Santissima Trinità. Den blev tegnet af arkitekten Carlo Pasqualis og opført i 1952. Den har et areal på ca. 600 m2 og kan rumme ca. 800 personer. Dens simple linier og moderne indretning gør den til en af Coris smukkeste kirker.
Marmoralteret, der bruges til døbefont er yderst værdifuldt. De øvre hjørner er prydede med vædderhoveder, hvorfra der hænger guirlander af blomster og frugter. På forsiden og på siderne er udhugget gorgonhoveder, hvor slangerne er dog er hugget bort. Også en væddermaske er hugget væk. Nogen mener, at det er alteret fra Herkulestemplet, men Medusahovederne og den relativt ringe størrelse (28 cm x 74 cm x 54 cm) udelukker formentlig denne hypotese. Det er mere sandsynligt, at det er et gravminde fra det 1. århundrede e. Kr.
SAN FRANCESCO
Kirken og klosteret San Francesco skylder sin eksistens et løfte, som Coris borgere afgav omkring midten af 1400-tallet.
Bygningerne stammer dog fra det følgende århundrede, nemlig fra 1521 til 1528.
Med det skønne forgyldte kasetteloft fik kirken sin endelige form i 1676. Blandt andre kunstværker, der bør nævnes, er koret, der helt er udført i indlagt nøddetræ af en ukendt franciskaner fra Rieti, prædikestolen fra det 17. århundrede og hovedalterets altertavle fra det 16. århundrede. Denne tavle blev restaureret i 1967 af professor Donnini fra Soprindentenza alle Belle Arti og har atter fået sin varme og harmoniske tone. Derimod er den værdifulde julekrybbe og det kunstfærdige refektorium, udskåret af franciskanske kunstnere i 1600, gået tabt.
Santa Maria della Pieta’ med påskestagen
Historikeren Laurienti skriver, at denne kirke blev opført i gammel stil på det sted, hvor Diana og Fortuna-templet havde ligget. Den havde en yderst smuk kampanile, som imidlertid er styrtet sammen på grund af sin høje alder. Den stil, der refereres til, kan være den gotiske eller romanske, der begge brugtes i middelalderens kirkebyggeri. I 1600-tallets første år ville førstepræsten Lucio Ascanio Cialdiera ombygge og forskønne sin kirke efter tidens smag, og resultatet blev den nuværende bygning – diskret i sine arkitektoniske linier, men ikke nødvendigvis at foretrække frem for den gamle kirke, hvis buer muligvis hvilede på det antikke hedenske tempels søjler.
Under disse ombygningsarbejder blev intet sparet, og mange kostbarheder gik tabt, heriblandt to læsepulte af sten. Også bispestolen blev fjernet, men den blev dog siden sat på plads igen. Den uvurderlige påskestage, som ifølge eksperter er den ældste, der kendes, er derimod velbevaret. Professor Hjalmar Torp fra Oslo Universitet har foretaget grundige studier af den, og anslår den til at være fra 1210.
Adolfo Venturi beskriver påskestagen således: »Den hviler på to kimærer med runde øjne og kroppe med bølgestriber. Den cylindriske base, som hviler på kimærernes rygge, bærer rækker af indhuggede stjerner, hvorover der ses en række af dyr efter hinanden. Herfra rejser sig fire små kannelerede søjler med ribber og rebmønster, der bærer kapitælen og skålen, hvori påskelyset står. Denne har palmetter, trekanter og andre geometriske figurer indhugget og udboret i et fint mønster.«
Andre værdifulde kunstværker er: Maleriet med Pietàmotiv fra det 16. århundrede, altertavlen med Frelsermotiv fra det 16. århundredes romerske skole, maleriet af Madonna med rosenkransen fra det 16. århundrede, maleriet af den salige Tommaso fra det 18. århundrede og det store tabernakel af forgyldt træ fra det 18. århundrede.
I kirken fejrer man festen for Madonna med rosenkransen og der findes berømte relikvier fra de salige coresere Sante Laurienti.