Vi købte vores første hus i Cori i 1992. Stort hus i to etager med to terrasser, have og gårdhave.
Vi var helt vilde med det – ganske vist skulle der smides 1 ton gammelt skrammel ud, mures et dørhul til, brækkes en trappe ned, sættes køkken ind, brækkes er gyseligt ude-badeværelse, som fyldte hele gårdhaven, ned. Bygges mure op ved terrasserne, laves trapper og – viste det sig – laves nye tage… men vi har jo haft nogle år til det, så det har vi hygget os med. Hvert år et nyt projekt.
Vores børn sagde ganske vist, da de så det første gang: “Nu rabler det sgu for de gamle!” Men det siger de ikke mere – det er det bedste, vi nogensinde har gjort!

Så holdt vi holdt påske i Cori i 2003, da telefonen ringede en formiddag. En af byens ejendomsmæglere spurgte, om ikke det var noget for os at købe endnu et hus: En ung arkitektstuderende havde slået et alt for stort brød op med et hus, han havde totalrenoveret, og pengene var forlængst sluppet op, også dem, banken gerne ville have renter og afdrag på. Så HER & NU – vil I købe det? Prisen var virkelig fornuftig, såe… det var jo gennem tiden gået fint med udlejning, masser af glade feriegæsters takkebreve vidnede derom!
Når man køber hus i Italien [LÆS OM DET HER] starter man med at give nogle penge til sælger – det er en længere historie…
Vi havde ikke lige formuen med, så jeg skrev en dækningsløs check til vores lokale Cori-Bank med besked om endelig ikke at indløse den, førend vi havde overført penge fra Danmark.
Lang snak kort: Et pragtfuldt hus, svimlende udsigt. Og da vi sommetider er mange dernede, så det er rart med lidt plads, og en lejeindtægt mere, når vi bliver gamle.

Tiden går…
Udlejningen er stadig fin, hver sommer må vi ærgerligt nok afvise mange, der vil leje.
Så nu begyndte vi aktivt at se os om efter endnu en perle. Mere end to slumpheld kan man ikke forlange, så vi gik metodisk til værk.
Det skulle ikke være i Cori, som ikke må blive en danskerkoloni, men i den samme afstand fra Rom: ca ½ time med tog.
Rom er en vidunderlig by, der skal man altså tit kunne komme til.
Vi cirklede rundt i alle mulige byer omkring Rom, men den skulle være indlysende charmerende ved første kik, og blive ved med at være det, også ved næste…
Udasede kørte vi efter at have været i masser af byer, vi ikke kunne li’, få km fra motorvejen efter en laang dag, for at få noget at spise. Den var ikke på vores plan, som vi havde lagt hjemmefra ved at Goole i ugevis. MEN dèr var byen: Smuk og imponerende middelalder, hyggelig, charmerende, fabelagtigt gode restauranter, rare folk. Helt speciel.

Mætte af en af de møreste bøffer, vi har fået i Italien, fyldte med mad og vin gik vi tværs over Piazza’en foran den store basilika. Et gult og rødt skilt kundgjorde: “VENDESI” højt oppe under noget der lignede en meget stor tagterrasse.
Det var sent. Det var midnat. Kort efter skulle vi forlade Italien, hvilket vi gjorde. Men synet havde brændt sig fast i vores indre. Vi ville ikke, og alligevel. Et par måneder gik. Vi gik på internettet, og minsandten; dèr stod det. Et videoapparat gik oven-i-købet rundt, og jeg sad timer ved computeren for at dechifrere indretningen og lave en plantegning.
En dag faldt prisen på nettet med 10.000 euro..
Så tog vi derned. Denne gang kostede det 3 dækningsløse check på den uge, vi var der. Vi var helt henne i december, og var med til at tænde juletræet på piazzaen. Det var romantisk.
En mur ned – en mur op. Flyttet en dør, og nye fliser og skinnende blankt flot køkken.
Det var det. Ja, og så lige, at vi købte en rigtig antik marmorsøjle, som nu står i køkkenet. Den var dyr, den var fuldstændig umulig at løfte, men den er flot. Man kan ikke være i Italien uden lidt marmor i omgivelserne.
Det lyder forresten nemt. Det var det ikke. Det var et cirkus; et hurlumhejhus. Jeg advarer. Det er ikke for børn og folk uden nerver af stål. Jeg måtte alene derned og knoklede fra tidlig morgen til sen, sen nat. Men alligevel fantastisk. De sene nattetimer faldt jeg i godt selskab med værten i hele to af restauranterne, hvor vi i sene nattetimer sad og ordnede verdenssituationen, snakkede italiensk mad og vine, og smagte på det hele. Eller baren underneden, som lukker ved midnat, men henne om hjørnet fortsatte en hel flok til en anden bar, som vi holdt åbent til meget sent.. Sålænge alle nu hygger sig, lukker den ikke..
Men ikke een eneste antydning af blot en fuld person. Det har jeg aldrig set i Italien.

Til daglig bor vi i Randers. Anne Marie er lægesekretær, og Kjeld har haft selvstændig firma siden 1966, men da var jeg også kun 23 år.

Husene er ikke indrettet til udlejning. Vi har fyldt dem med pæne ting, og faktisk: Når der er pænt behandles det pænt. Vi har aldrig haft problem med andet end et ituslået vinglas…
Vi har installeret trådløst internet i alle tre huse – det er jo ikke til at undvære, så tag bare Jeres bærbare med.

Kik rundt på hjemmesiderne. Der er næsten alt for meget at læse. Men så ved I hvad I kommer ned til, så I får så meget ud af det som muligt. Vi har gæster, der har lejet hver sommer gennem 16 år, og flere har været der 10 – 6 – 5 gange…

Vil du vide mere, så er du altid velkommen til at ringe på 40 78 39 00
Vi kan fortælle i timevis…