Nemi søen

098

Nemisøen er et vandfyldt krater af en udslukt vulkan uden naturligt afløb. Søen er ellipse-formet med akser på 1800 og 1300 meter, en omkreds på 4,5 km og et fladeareal på 1,67 km 2. Søen er mere end 30 meter dyb og næres af kilder og regnvand. På den 150 meter høje krater­rand ligger i nord­øst byen Nemi og i sydvest byen Genzano. Området omtales med rette som et af de mest suggestive naturområder i Italien, og det er som en del af en naturpark stort set bevaret intakt og det mest forunderlige er, at de antikke strukturer omkring søen er frie for middelalderlige og senere overbygninger.

Gudinden Diana gav navn til søen, der i  oldtiden kaldtes Lacus Dianae, Lacus Triviae eller Speculum Dianae (Dianas spejl). Den antikke søbred er nem at følge, fordi der mange steder er bevaret bolværk og kajanlæg, som er bygget dels af kvadre, dels i beton mellem ege – og granstolper.

Omkring søen findes en række antikke strukturer:

Nemisoen

I nord ligger helligdommen for Diana Nemorensis. Helligdommen er forbunder med Via Appia ved Via Virbia, hvis antikke brolægning er bevaret i store partier. Du kan læse mere om dette på siden Dianahelligdommen.

·          I sydvest i området Santa Maria findes betydelige rester af en stor romersk villa. Du kan læse mere om denne og de nordiske udgravninger på siden Kejservillaen.

·          Neden for villaen findes åbning til en 1653 meter lang og mere end mandshøj underjordisk kanal – emissaria – som er hugget gennem kraterranden for at kunne regulere vandstanden i Nemisøen. Du kan læse mere om dette antikke værk og en spadseretur gennem tunnellen på siden Emissariet.

·          I søen har man fundet 2 cirka 70 meter
lange fladbundede skibe fra kejser Caligulas  tid (37-41). Skibene blev hævet i 1929-1932 og udstillet i et nybygget museum. De blev ødelagt ved brand i 1944. En nærmere omtale af skibene finder man på siden Caligulas skibe.

Vest for skibsmuseet ligger resterne af en anden romersk villa. Resterne af yderligere to villaer ligger oppe på den vestlige kraterrand. Tæt nedenfor Nemi – ”Nella Valle del lago” – ligger et mindre romersk termeanlæg, som er blevet ombygget som Chiesa di S. Nicola med tilhørende kloster.