Velletri ligger 332 meter over havet på siden af det vulkanske Monte Artemiso. Oprindeligt i antikken var det den gamle volskiske by Velester. Volskerne er italiensk folkestamme, der hører hjemme i det sydlige latium. Der sprog – volskisk – var beslægtet med de italiske sprog oskisk og umbrisk.

Volskerne deltog i Den Første Latinske Krig, men blev besejret af romerne i 494 f. Kr. Byen blev romersk koloni 338 f.kr og fik navnet Velitrae. Der blev anlagt et amfiteater, en basilica og en række romerske rigmandsvillaer.

Blandt andet stammer familien Ottavia (kejser Augosto) fra dette område.

Under Alariks invasion af Romerriget i 410 e.Kr blev byen flere gange ødelagt med et efterfølgende forfald. Byen blev i det 5. årh. bispesæde, men genindtræder først i historien i slutningen af det 12. årh. hvor byen etablerer sig som selvstændig kommune. Under stridighederne i den romerske republik blev pave Lucio III (1181-1185, pave nr. 171) valgt og kroningen finder sted i Velletri. Senere måtte paven på grund af uroligheder i Rom flytte pavestolen til Verona.

Under Pave Bonifacio VIII (1294-1303, pave nr. 193) overgik magten i byen igen til pavestolen. I det 14. og en del af det 15. århundrede var det de romerske hertuger, der havde magten i byen indtil den i 1500-tallet vendte tilbage til pavestolen. I 1798 forsøgte byen at gøre oprør for at etablere en republik, men oprøret blev allerede i 1799 nedkæmpet af de pavelige tropper.

I 1849 var byen hjemsted for Garibaldi-soldater og tropper fra Napoli, der forsøgte at erobre Pavestaten, dette forsøg mislykkedes som bekendt.

I 1944 blev byen udsat for massive bombardementer, der ødelagde store dele af Velletri.
Den venstre del af Piazza Carioli afsluttes af det tidligere Palazzo Ginnetti, der blev ødelagt af bombardementet i 1944, og nu genopbygget som Palazzo di Casa di Risparmio. Foran paladset ligger Fontana del Trivio – med cirkulære tektonisk stramme kummer – blev opført af G.B. Rainaldi i 1622. På pladsen var der tidligere to fontæner og mellem dem blev Berninis statue af Pave Urbano VIII (1623-1644, nr.235) opstillet i 1633, men den blev fjernet efter oprøret i 1798 og fontæne nummer to er ligeledes forsvundet.

Sløjfe eller en afstikker.

Fra S. Maria del Trivio går man op ad Via Alfonzo Alfonzi, derefter ad Via Caduti XXII Gennanio op til Chiesa di S. Salvatore, der oprindeligt er fa 1065, men den har været ombygget flere gange. Kirken blev lagt i ruiner i 1944, men er genopbygget i 1964 med en ny portico og en ny campanile blev tilføjet i 1954. Via S. Salvatore nr. 13 er et middelalder hus med  loggia og dobbelte arkader. Herfra tilbage til Piazza Cairoli.

Chiesa di S. Martino
Kirken kendes tilbage til 1065. Den blev ombygget af Nicolo Gianismoni (1722-1778) og facaden med de joniske søjler og de to små campaniler blev tegnet af Matteo Lovatti. Det elegante indre er formet som et græsk kors.

·          Hovedalter med et billede fra det 18. årh. ”Miracolo di S. Martino”.

·          Bagved tabernaklet ”Madonna col Bambino” (1308).

·          Sebastiano Conca (1680-1764): ”Il Santo titolare” (1750)

Fra pladsen foran kirken finder man trappegaden Via Collicello, der fører op til Piazza del Comune, der dannes af fire bygningsværker.

Palazzo di Giustizia (tidligere Pal.del Delegatizio)
Facaden er udført i perioden 1822-1825 af den romerske arkitekt Gasparo Salvi (1786-1849), den er udsmykket med et basrelief til minde om Pave Pio_IX’s flugt til Gaeta i 1848.

Oratorio della Madonna del Sangue
Kirken er tegnet af Alessandro da Parma i en enkel ottekantet form (Bramante’sk) og opført i perioden 1523 til 1579. Den er inviet til de døde i krig.

Chiesa di S. Michele Arcangelo
Kirken er fra 1837,men allerede restaureret i 1884. I den et-skibede kirke er det mest seværdige

·          Hvælvfresker fra 1884 af den romerske maler Francesco Grandi (1831-1891).

·          2. kapel th. Agostino Carraci (1557-1602):”La Santa Famiglia e S. Anna”.